Harrison Ford kaldte mig nazist
Verdensstjernen Harrison Ford var meget opmærksom på Mads Mikkelsen, da de optog den nye Indiana Jones-film sammen
Det skorter ikke ligefrem på prangende roller på Mads Mikkelsens cv.
Og danskeren er da også fuld af saftige fortællinger fra optagelserne til film som "Casino Royale", "Doctor Strange" og senest "Indiana Jones and the Dial of Destiny".
Det fremgår af et nyt videointerview med det amerikanske magasin GQ, hvor den 57-årige dansker også løfter sløret for, hvordan det var at spille sammen med den 80-årige verdensstjerne Harrison Ford.
Det var nemlig ikke begivenhedsløst på settet til den nye Indiana Jones-film, hvor Mads Mikkelsen indtager rollen som den tyske videnskabsmand og nazist Dr. Voller.
Det bedste
- At arbejde med Harrison var det bedste. Når han tilfældigt så mig på lang afstand, så råbte han: "Der går en nazist". Okay, tak Harrison, siger Mads Mikkelsen med et grin til GQ og fortsætter:
- Så stod der et helt nyt hold, der ikke kendte historien, som troede, at jeg var nazist. Fedt. Så det var hans måde at varme op på, og det kunne jeg godt lide.
Næsegrus beundring
I det hele taget lægger den danske superstjerne ikke skjul på sin næstegruse beundring for sin garvede kollega, der første gang indtog rollen som Indiana Jones i 1981, og altså nu er vendt tilbage i den femte film om den ikoniske arkæolog.
- Han er en legende på så mange niveauer. På grund af sit talent og de ting, han har gjort. Men han er først og fremmest en legende i min verden, fordi han ikke opfører sig som en legende.
Godt tilpas
- Han får alt ned på jorden og får alle til at føle sig godt tilpas omkring ham, så vi kan skabe en scene, der fungerer, fortæller Mads Mikkelsen i interviewet.
"Indiana Jones and the Dial of Destiny" havde dansk premiere den 28. juni.