Har sluppet for problemer med sexlivet
Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard har kendt hinanden i en menneskealder og beskriver sig som et gammelt ægtepar - de er bare sluppet for problemer med sexlivet
Gud, lever de endnu?
Og ja, det ved gud, de gør.
Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl har været en del af mange danskeres bevidsthed i en menneskealder. Og lige så længe har de været en del af hinandens sfære.
Det ser den 82-årige skuespiller og den 76-årige instruktør og skuespillerinde tilbage på i samtalebogen "Livsvidner - Gud, lever de endnu?", hvor de deler røverhistorier fra landets revyscener til fortællinger om livet uden for rampelyset.
Ses ikke privat
- Ulf og jeg kender hinanden til bevidstløshed. Vi har kendt hinanden i rigtig, rigtig, rigtig mange, mange år, siger Lisbet Dahl og overrasker:
- Vi har aldrig set hinanden privat. Men til gengæld arbejder vi konstant, og derfor er vi altid sammen, forklarer hun.
Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard mødte første gang hinanden i 1974, da de dansede om juletræet i genindspilningen af "Nøddebo Præstegård". Året efter medvirkede de i dramatiseringen af "Stamherren".
Stjal rampelyset
Lisbet Dahl havde en lille birolle, men stjal rampelyset i en scene over for Ulf Pilgaard. Han skældte hende hæder og ære fra for at komme med sine provinsprimadonnanykker. Lisbet Dahl råbte retur.
Et ordsprog siger, at modsætninger mødes, og Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl er beviset herfor: Ulf er reflekterende og overvejende, Lisbet er impulsiv og hurtigt handlende.
Dejlig nemt
Men tre ting har de to til fælles: kærligheden til publikum, tilgangen til skuespillet og i særdeleshed deres humor. Og - nå ja - en ny hjerteklap parentes at bemærke.
- Makkerskabet er dejligt nemt. Du skal ikke anstrenge dig særligt meget, lyder det fra Lisbet Dahl.
Trods lidt anstrengelser i begyndelsen udviklede samarbejdet sig til et tæt makkerskab, da de begge blev en del af ensemblet i Tivolirevyen i 1981 og siden i Cirkusrevyen i 1986.
Ingen problemer med sexlivet
Med undtagelse af årene fra 1996 til 2001 har de stået skulder ved skulder i Teltet på Bakken frem til 2021.
Somrene er blevet spenderet under bardunerne, og når sæsonen var slut, stod den på farcer og lystspil vinteren over.
Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard plejer at sige, at de er som et gammelt ægtepar - bare uden problemer med sexlivet. For i perioder er man mere sammen med sine kolleger end med sin familie.
- Det kunne godt en gang imellem, især da mine børn var små, give lidt dårlig samvittighed, medgiver Ulf Pilgaard.
For evigt ubetalelig
- Man kunne jo ikke undsige sig fra at få en lille smule fornemmelse af en slags ferie, selv om man var på arbejde, fordi der blev sørget for en. Plus at man ikke havde ansvaret. Syntes man selv. For den derhjemme tog sig af børnene, indkøb og så videre.
Men der har aldrig været et alternativ. Reaktionen fra publikum er for evigt ubetalelig.
- Det er vidunderligt og en fantastisk fornemmelse at surfe på latteren, som jeg plejer at kalde det. Det føles næsten som drugs, siger Ulf Pilgaard og tilføjer:
- Jeg bliver endnu højere, end jeg er i forvejen, skraldgriner han med sin karakteristiske stemme.
Har lidt store tab
Deres humor har tyngde, for ikke alt har været skideskægt. Ligesom at skuespil spænder fra komedien til tragedien, gør livet det samme.
De har set hinanden få, opnå, miste - og finde fodfæstet igen. De har været ramt af sygdomme og sorger. De har begge begravet ægtefæller, Ulf Pilgaard også en af sine sønner, og mistet dem til sygdomme og jalousi.
De har begge været, hvad nogle måske ville mene, tidligt tilbage på scenen. Men der er man så til stede i nuet, at man ikke kan være andre steder.
En kæmpe fordel
De har begge formået ikke at lade sorgen overskygge.
Humoren er forankret i dem, og de skal ikke forcere den frem. Ulf Pilgaard voksede op i et præstehjem, hvor der bestemt ikke var gravkammerstemning. Lisbet Dahl er datter af teaterinspektør og skuespiller Helge Dahl og revyskuespillerinden Toni Biering.
- Når man bliver opdraget med humoren og hører vittigheder, og man ikke bliver irettesat, men der bliver grinet af en, så ér humoren der, siger Lisbet Dahl og bliver suppleret af Ulf Pilgaard:
- Du kan bruge humoren til mange ting. Til at opløse tilspidsede situationer og specielt, hvis du er i dårligt humør. Humoren er en slags bremse, og den er en kæmpe fordel at have. Den er med til at holde en i live. Rent ud sagt.
Op og ned
Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard har delt ufatteligt mange grin med Claus Ryskjær. Den 71-årige revyveteran gik bort i 2016, og bogen er dedikeret til ham. Til deres hjerteven Rysse.
- Det er jo en epoke på en eller anden måde. Så det er fandeme op og ned. Men når man når til den her alder, kan det jo ikke undgås, konstaterer Ulf Pilgaard.
Det fik de to tilbageværende i taburetten til at rykke endnu tættere sammen.
Mange snakker
Selv om de bedyrer, at de ikke ser hinanden privat, ved Ulf Pilgaard med sikkerhed, at når telefonen ringer klokken 01 om natten, så er Lisbet Dahl i den anden ende af røret.
- Når tingene kommer for tæt på, er det rart at have en, man ved, man kan snakke med. Hvor man ved 100 procent, at det ikke kommer længere. Det er sindssygt vigtigt, at det ikke er nogen, der snakker. For dem er der mange af, specielt i vores branche, siger Ulf Pilgaard.
Er guld værd
Selv om de kan råbe så højt af hinanden, at deres kolleger i Cirkusrevyen har måttet udbyde: "Mor og far må ikke skændes", har de hurtigt fundet hinanden igen.
Der er ingen fordømmelse.
- Vi kan snakke om alting. Også om hinandens små sidespring og så videre.
- Den fortrolighed er guld værd. Den kan man ikke få med hvem som helst, og det tager lang tid at opbygge.
Genskaber uforglemmelige minder
Næste år kan Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard markere guldjubilæum efter 50-års makkerskab.
Inden skal de land og rige rundt i løbet af foråret og efteråret på en fælles talkshow-turné, hvor de genopliver gamle røverhistorier og revyklassikere.
De er klar til at skabe endnu flere uforglemmelige minder. Med publikum. Og med hinanden.
- Der kommer nogle skavanker. Det er skideirriterende. Og selvfølgelig kommer der nogle ting, som er lidt mere problematiske. Men så længe vi kan stå på benene og hovedet her fungerer, hvorfor så gå på pension?, siger Ulf Pilgaard.