Grand Prix-ekspert: Vi hører til i toppen
Tre nordiske lande lå øverst i Eurovision. Der burde vi også være trods flere års finalefiasko, siger kender
Sverige står med titlen og trofæet som vinderen af det internationale Melodi Grand Prix 2023, efter at Loreen sang sig til tops med nummeret "Tattoo" lørdag aften i Liverpool Arena i England.
Den svenske superstjerne har været bookmakernes favorit fra start.
Ifølge journalist Ole Tøpholm, der i mange år har kommenteret Grand Prix for DR, er nummeret et mesterværk i Eurovision-regi.
- Nordisk triumf
- Musikken har sejret. Det er den helt rigtige vinder, siger Ole Tøpholm og tilføjer:
- Der er tre nordiske lande i top fem. Det er meget, meget sjældent, det sker. Det er en nordisk triumf i år, siger Grand Prix-connaisseuren.
Lige efter Loreen ligger fanfavoritten Käärija fra Finland med det bombastiske nummer "Cha Cha Cha". Femtepladsen fik Norge med sangerinden Alessandras dancesucces "Queen of Kings".
Ingen dansk deltagelse
Der var dog ikke tale om en skandinavisk sejr. For det blev endnu en Eurovision-finale uden dansk deltagelse.
I år forsøgte den færøske TikTok-stjerne Reiley at synge Danmark til tops.
Men han blev stemt hjem i semifinalen. Faktisk skal vi tilbage til 2019 for at finde en dansk finaleplads.
- Vi skal derop
- Med det her resultat kan kontrasterne ikke være større for Danmark, siger Ole Tøpholm og uddyber:
- Når Eurovision næste år bliver i Sverige, skal vi virkelig udtænke et koncept, hvor vi kommer stærkt igen.
- For med tre nordiske lande i top fem, er det her et bevis på, at Danmark hører til oppe i toppen. Vi skal derop med de andre nordiske lande.
Tangerer irsk rekord
For syvende gang i historien står Sverige som vinder af det internationale melodigrandprix og tangerer dermed Irlands rekord.
De har simpelthen fundet melodien så at sige.
- Svenskerne har kørt det meget professionelt og tager det virkelig seriøst. Det er nærmest, som om at meningen med public service-tv i Sverige er at vinde Eurovision, siger Ole Tøpholm.
- Det bliver megastort
Nu skal de selv være værter ved næste års internationale melodigrandprix, som bliver det 67. i rækken.
- Det er faktisk det største i mange, mange år, mener Ole Tøpholm og uddyber:
- Loreen vinder for anden gang, og dermed får Sverige lov til at holde Eurovision på 50-året for Abbas sejr med "Waterloo". Det bliver megastort. De har simpelthen kæmpet for at vinde, og det gør de nu med jævne mellemrum.
Stærk musikscene
I det hele taget er den svenske musikscene stærk, mener Ole Tøpholm.
- Der er meget musik i radioen, der er svensk. Hvis det ikke er en svensker, der synger, så er det en svensker, der har skrevet eller produceret det. Sverige har en hel enorm succesrate generelt, siger han og fortsætter:
- Det er blandt andet derfor, Sverige er så gode til at vinde Eurovision og få så flotte placeringer. Sverige er kun røget ud af en semifinale én gang. Vi er røget ud, jeg ved ikke hvor mange gange.
Prøver igen
Selv om Danmark ikke har været i finalen siden 2019, har DR's grandprixchef, Erik Struve Hansen, oplyst, at public service-stationen også næste år afholder Dansk Melodi Grand Prix, som giver billet til Eurovision.
Danmark har vundet Eurovision tre gange: i 1963 med Grethe og Jørgen Ingmanns "Dansevise", i 2000 med Brødrene Olsens "Smuk som et stjerneskud" og i 2013 med Emmelie de Forests "Only Teardrops".