Økonom: Deleøkonomi truer ikke opsving
Vi lejer af hinanden som aldrig før – biler, bolig og tøj. Men deleøkonomi sætter ikke prop i spirende opsving.
Skal man på ferie, kan man leje bilen af naboen, og i stedet for at bo på hotel kan man leje en lejlighed af en privat via nettet.
Med internettet er det blevet meget nemmere at leje på kryds og tværs i stedet for selv at skulle have den helt store tegnebog frem – men selv om der kan være penge at spare, er det alligevel ikke slået helt an.
Det siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea.
– Deleøkonomi er blevet udråbt som den nye fremstormende trend, der vil slå virksomheder ud og ligefrem blive til en trussel mod den økonomi, vi kender i dag. Omtalen fylder meget i pressen, i magasiner og blade, men den kan næsten ikke måles i økonomien endnu, siger hun.
– Jeg havde forventet mig noget mere, men jeg må da nok sige, at jeg fik en lang næse, siger hun.
Det er en ny undersøgelse, som TNS Gallup har gennemført for Nordea, der viser, at det blot er tre procent af befolkningen, der i løbet af det seneste halve år har været aktive deltagere i deleøkonomien enten som giver eller modtager.
– Det er så få, at vi ikke kan rapportere de indsamlede beløb og estimere det samlede økonomiske omfang på statistisk sikker måde, siger Ann Lehmann Erichsen.
Det er især de 26-39-årige, der er hoppet på bølgen, da to ud af tre deleøkonomiske transaktioner er sket i den aldersgruppe.
– Jeg tror, det handler meget om, at vi skal planlægge det, hvis vi skal dele bil eller lejlighed. Deler man boligen, skal man lige huske at få gjort hovedrent, inden man forlader lejligheden. Og man vil hellere bruge tiden anderledes, siger forbrugerøkonomen.
– Og så er vi nok ikke så gode til planlægningen. Faktisk er det kun syv procent, der har en huskeseddel med, når de går på indkøb, siger Ann Lehmann Erichsen.
Undersøgelsen viser, at hver fjerde forbruger slet ikke vil bevæge sig ind i deleøkonomien. Størst skepsis og modstand måles hos de 40- til 54-årige og i alle regioner i Jylland.
Syv ud af 10 danskere har ifølge undersøgelsen ikke deltaget i deleøkonomien det seneste halve år, fordi det ikke har været relevant for dem.
/ritzau/