Fester i flere dage

Kronprinsesse Mary vil i forbindelse med sin 50-års fødselsdag deltage i flere arrangementer og udstillinger

Kronprinsessen starter sin officielle fejring den 27. januar ved et arrangement for samarbejdspartnere og netværk i Mary Fonden. (Arkivfoto).
Kronprinsessen starter sin officielle fejring den 27. januar ved et arrangement for samarbejdspartnere og netværk i Mary Fonden. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdag den 5. februar fylder kronprinsesse Mary 50 år. Torsdag har kongehuset løftet lidt af sløret for, hvordan den folkekære prinsesse skal fejre den runde fødselsdag.

Kronprinsessen starter sin officielle fejring den 27. januar ved et arrangement for samarbejdspartnere og netværk i Mary Fonden, skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Fonden blev startet i 2007 af kronprinsessen selv. Prinsessen fik i 2004 en million kroner af den danske og grønlandske befolkning i bryllupsgave til at starte en fond.

- Jeg har svært ved at se mennesker stå alene. Det har altid berørt mig dybt, når et menneske står uden for fællesskabet og kigger ind - uden at kunne forstå, hvorfor han eller hun ikke kan være med, skriver Mary på fondens hjemmeside.

Kronprinsessen er bestyrelsesformand i fonden, der blandt andet har fokus på mobning, vold i hjemmet og ensomhed.

Åbner udstilling

På museet Koldinghus i Kolding åbner prinsessen den 31. januar udstillingen "Mary og Kronprinsesserne".

Udstillingen har fokus på prinsesser, der er kommet fra udlandet og er blevet kronprinsesser, og danske prinsesser, der er blevet kronprinsesser i udlandet.

- Som kronprinsesse bliver man stillet over for den udfordring at skulle indtage en helt central plads i et fremmed land.

- Man skal tilegne sig et nyt sprog og en kultur, mens mange øjne hviler på én - og der er en stærk følelse af, at der er meget at leve op til. Men også stor muligheder for selv at forme sin rolle, siger kronprinsessen til Koldinghus i forbindelse med udstillingen.

Komemr fra Tasmanien

Mary selv kommer fra delstaten Tasmanien i Australien.

Hun mødte i år 2000 kronprins Frederik på en bar i forbindelse med det OL, der blev afholdt i den australske storby Sydney.

Den 4. maj 2004 blev parret gift i Vor Frue Kirke i København, og Mary fra Australien blev med et kronprinsesse Mary af Danmark.

Åbner udstilling

Den 3. februar åbner kronprinsessen udstillingen "H.K.H. Kronprinsesse Mary 1972-2022" på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Udstillingen fortæller kronprinsessens personlige historie og virke som prinsesse i Danmark.

Ved åbningen vil der desuden blive afsløret et nyt portræt af kronprinsessen.

Margrethe som vært

Aftenen før kronprinsessen fødselsdag - den 4. februar - samles gæster på Rosenborg Slot i anledning af fødselsdagen.

Her er dronning Magrethe vært for fødselsdagsfejringen, hvor den kongelige familie og repræsentanter for det officielle Danmark mødes.

Kongehuset skriver i pressemeddelelsen, at der vil blive afsløret flere arrangementer i forbindelse med fødselsdagen senere.

Powered by Labrador CMS