Familien på besøg
Dronningens tilstand er ifølge kommunikationschef god og stabil efter rygoperation onsdag
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har besøgt dronning Margrethe på Rigshospitalet i dag.
Det bekræfter kongehusets kommunikationsafdeling over for BILLED-BLADET.
De mødte en dronning om ikke i fuld vigør så dog i bevægelse efter onsdagens rygoperation.
Gik en tur
Dronning Margrethe har nemlig været oppe at gå en lille tur og er dermed påbegyndt genoptræningen efter sin rygoperation. Det fortæller kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, til Ritzau.
- I forlængelse af operationen i går (onsdag, red.), så er dronningens tilstand god og stabil.
- Dronningen har været oppe at gå en lille tur og er således allerede påbegyndt genoptræningen, siger hun.
Indgreb gik godt
Dronning Margrethe blev onsdag opereret i ryggen på Rigshospitalet i København. Meldingerne efter operationen var, at den var gået godt.
I den kommende tid vil dronningen ifølge kongehuset fortsat være indlagt på Rigshospitalet.
Nu venter der en længere periode med rekonvalescens og genoptræning af ryggen.
Benedikte tager over
Siden tirsdag har kronprins Frederik varetaget embedet som regent.
Når kronprinsparret 25. februar tager på officielt besøg i Indien, overgår rollen som rigsforstander til dronning Margrethes lillesøster, prinsesse Benedikte.
Det er dronningens anden operation i ryggen.
Hun blev opereret for spinalstenose for 20 år siden - dengang var hun 62 år. Det er uklart, om det igen er spinalstenose, dronningen er blevet opereret for.
Ingen kommentarer
Kongehuset ønsker ikke at oplyser yderligere om operationen.
Da dronningen i 2003 blev opereret for spinalstenose, tog operation 4,5 time. Indgrebet var vellykket, og der blev indopereret nogle skinner og skruer.
Majestæten var dengang indlagt en uge efter operationen. Dengang tog det nogle måneder, før dronningen var genoptrænet.
Rygestop er centralt
Langt de fleste kommer godt igennem operationen og får forbedret deres livskvalitet. Patienten kan desuden selv være med til at påvirke risikoen for komplikationer.
Særligt rygestop er centralt. Ifølge Rigshospitalets patientpjece bør man ikke ryge otte uger før operation og op til seks måneder efter.