Er jeg pinlig?

Den kendte komiker og tryllekunstner har scoret sin første hovedrolle i den anmelderudskældte film "Centervagt"

Rune Klan har levet af mikset mellem comedy og trylleri, siden han var 13 år gammel. Og det har givet ham mulighed for at prøve andre ting af såsom tv-serier, animationsfilm og nu også spillefilmen 'Centervagt'. (Arkivfoto)
Rune Klan har levet af mikset mellem comedy og trylleri, siden han var 13 år gammel. Og det har givet ham mulighed for at prøve andre ting af såsom tv-serier, animationsfilm og nu også spillefilmen "Centervagt". (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er virkelig ikke sjovt at vågne op til anmeldertæsk, når det eneste, man ønsker, er at få folk til at grine.

Men sådan forholdt det sig, da den nye komediefilm "Centervagt" fik premiere tidligere i juni, fortæller filmens mandlige hovedrolle, komiker og tryllekunstner Rune Klan.

- Det er, hvad det er - et frikvarter på halvanden time, hvor man råber "helle" og glemmer alt det, der sker ude i verden, for en stund.

- Så det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er lidt overrasket over, hvad der er sket, lyder det fra ham.

Første hovedrolle

Selv om det er Rune Klans første hovedrolle på film, er han absolut ikke uvant foran et kamera.

Han har skabt sketchshowet "Tak for i aften", han har haft en lille rolle i Ole Bornedal-dramaet "Kærlighed på film", og så spillede han gennem tre sæsoner en af hovedrollerne i TV2 Zulu-serien "Tomgang", som blev instrueret af Rasmus Heide.

Og det er netop Rasmus Heide, som står bag "Centervagt" og tilbød Rune Klan hovedrollen i sin nye film.

- Hvis der er en, der mestrer folkekomedien, hvis man måler det i noget så usexet som tal, så klarer Rasmus Heide det fandeme godt, siger Rune Klan og henviser til "Alle for ..."-trilogien, "Julefrokosten" og "Blå Mænd", som alle har solgt et stort antal biografbilletter, selv om anmelderne heller ikke just har kastet stjerner efter dem.

- Jeg ved jo godt, at han har fået hug før, så jeg sagde til mig selv: Rune, du skal være villig til at gå ind i det her projekt, vel vidende om at der er en stor sandsynlighed for, at filmen får hug.

- Men når det så er sagt, var jeg ikke forberedt på, at kritikken ville være så hård, siger Rune Klan.

Håber på publikum

Han har læst de fleste af anmeldelserne, fortæller han. Han håber, at "Centervagt" - ligesom Rasmus Heides øvrige film - bliver taget overordentligt godt imod af dem, de laver filmen for: publikum.

- Jeg noterer mig, at det er meget envejshug til Rasmus Heide, og jeg tænker meget på ham. Når jeg hører ham i interviews, snakker han fantastisk for selv sig og fortæller, at han var fuldt ud forberedt på det. Men det fylder noget hos mig, siger Rune Klan og fortsætter:

- Jeg har været i offentlighedens øje i en del år efterhånden og har fået mange anmeldelser. Jeg har været lidt forskånet for de der huggen hovedet over-anmeldelser. Men nu står jeg ved siden af en, der får det, og jeg er med i hans projekt. Det er svært. Det er fandeme svært.

Spiller sikkerhedsvagt

"Centervagt" centrerer sig om sikkerhedsvagterne Glen og MC, som er fyringstruede grundet det lokale storcenters slunkne besøgstal.

Glen går i det skjulte og sukker dybt efter MC og er hunderæd for, at de aldrig ser hinanden igen, hvis en af dem får sparket.

Så han foreslår, at de må gøre sig uundværlige, og sammen begynder de at rapse fra storcentret for at bevise, at der er brug for dem begge.

Det går strygende, indtil den selvsikre supervagt Patrick bliver hyret til at få fat i tyven.

-Jeg er ikke skuespiller

Rune Klan indtager hovedrollen som Glen.

- Det er vigtigt for mig at sige, at jeg er på udebane. Jeg er ikke skuespiller. Jeg leger, jeg er skuespiller, siger han og fortsætter:

- Jeg har stærke holdninger til, hvad jeg kan lide ved mig selv, og hvad jeg ikke kan lide ved mig selv på en scene. Det har jeg ikke her. Der er jeg sgu på bar bund.

- Og da jeg så filmen første gang, må jeg indrømme, at jeg havde hovedet oppe i egen røv og kun kiggede på mig selv: Er jeg pinlig, eller er jeg ikke pinlig? Men jeg syntes, jeg klarede det.

Han har stadig svært ved at finde ud af, hvor han skal placere sig selv i kritikken.

- Havde det været et show, jeg selv havde skrevet og fremført, var det udelukkende mig, der stod som afsender. Og der er kun en at pege fingre af, og det er mig. Men det her er noget helt andet, siger Rune Klan og fortsætter:

- Det er skrevet og instrueret af andre, og jeg har gjort, hvad jeg fik besked på. Men alligevel føler jeg mig medansvarlig, for jeg gjorde jo, hvad jeg kunne.

Tager på turné

"Centervagt" blev indspillet i efterårets mulm og mørke, og selv er Rune Klan nu gået sommeren i møde med afslutningen på sin seneste comedy- og trylletour, "Håbefuld".

Showene er stadig Rune Klans hovedbeskæftigelse, men i takt med at han er blevet en fast del af den danske underholdningsbranche, dukker der nye muligheder op - som "Centervagt".

Trods den hårde medfart er Rune Klan ikke skræmt væk.

- Jeg har en komikerven - vi nævner ham ikke ved navn - som for nogle år siden var med i et teaterstykke. Bagefter gik han ned i sin garderobe og filmede sig selv på sin telefon og sagde: Du må aldrig lave teater igen!

- Han har så lavet teater tre gange siden, og alle gange har han filmet sig selv sige det samme: Du må aldrig lave teater igen! Det er ret sjovt, for det er virkelig sigende om os, fortæller Rune Klan.

- Jeg vil personligt gerne lave ting, der kommer fra mig og mit hjerte og stå på mål for det. Men samtidig er der kommet nye muligheder, som jeg aldrig havde tænkt på før - som at lægge stemme til animationsfilm, lave tv-serier og nu også en film. Men det, jeg gerne vil kendes for og dømmes på, er mine liveoptrædender.

Alvorlige emner

Rune Klan har levet af mikset mellem comedy og trylleri, siden han var 13 år, og der er mere på vej.

Under coronapandemien kom skelettet til et helt nyt show, der følger efter Rune Klans to seneste shows, "Barnløs" og "Håbefuld", som har været hans hidtil mest personlige.

"Barnløs" tog afsæt i Rune Klan og hustruens kamp for at blive forældre.

I "Håbefuld" var parrets drøm endelig langt om længe gået i opfyldelse. Men kort efter at Rune Klan blev far til en lille dreng fra Sydafrika, mistede han sin egen far.

- Jeg læste engang Lars H. U. G sige: "Jeg tror ikke, at der findes en kunstner, der kan blive ved med at skrive jeg-sange". Og det resonerede jeg meget over, fortæller Rune Klan.

- Jeg vil gerne blive ved med at have følelserne, hjertet, intellektet, grinet og sjælen med, og det kom jeg tæt på med "Barnløs" og "Håbefuld", som handlede om, hvor jeg stod. Men nu er målet at tale om noget, der forbinder os alle sammen.

- Humor er ikke bare humor. Når folk griner med en, føler med en og ved, at det, man siger på scenen, er rigtigt, så føles det så meget større og federe.

"Centervagt" kan ses i biograferne landet over.

Powered by Labrador CMS