Er blevet forældre
Tv-værten og skuespilleren Hadi Ka-koush og hans hustru, journalist og stylist Elham Kavousi, har fået en datter. Sammen har parret også en søn
Der er babybegejstring hjemme hos tv-vært og skuespiller Hadi Ka-koush og hans hustru, journalist og stylist Elham Kavousi.
Parret er blevet forældre for anden gang.
Det annoncerer Elham Kavousi på Instagram over for sine mere end 80.000 følgere og afslører, at den lille pige kom til verden 24. juni.
Afslørede det i februar
Det var også på det sociale medie, at Elham Kavousi tilbage i februar afslørede nyheden om den forestående familieforøgelse.
Her delte hun et billede af den spirende babybule.
- Når tre bliver til fire, skrev hun til fotoet.
Voldsomme smerter
Under graviditeten har Elham Kavousi været sengeliggende grundet voldsomme smerter i bækkenet, kvalme, ødemer og åreknuder, har hun fortalt i et Instagram-opslag.
- Jeg har mindre gener end første graviditet, skrev hun blandt andet i opslaget.
- Jeg har indfundet mig med, at jeg ikke er typen, der har nemme graviditeter.
Sammen har Hadi Ka-koush og Elham Kavousi også en søn.
Parret kender hinanden tilbage fra ungdommen i Fredericia.
Turbulent forhold
De første mange år af deres forhold var turbulente.
De gik fra hinanden og fandt sammen igen nærmest hele tiden, har Hadi Ka-koush fortalt i podcasten "112 for knuste hjerter" ifølge mediet Alt for damerne.
- Det var, som om det startede på en forkert note og fortsatte sådan indtil, at vi blev voksne og tænkte, at vi måtte tage vores liv lidt seriøst, sagde han i podcasten ifølge Alt for damerne.
Parret giftede sig i 2013 efter 12 års forhold.
Gennembrud med Adam & Noah
Hadi Ka-koush fik sit store gennembrud som den ene halvdel af comedyduoen Adam & Noah. Han er uddannet skuespiller og er kendt fra DR-dramaet "Når støvet har lagt sig" og fra sin rolle i julekalenderne om nissen Tinka.
Senest har Hadi Ka-koush været vært på "Natholdet", som TV 2 har valgt at sætte på pause på ubestemt tid.