Eksmand anholdt ved Britney Spears' bryllup
Jason Alexander trængte ind på Britney Spears' ejendom få timer inden sangerindens private bryllupsceremoni
Britney Spears' eksmand Jason Alexander er torsdag lokal tid blevet anholdt i popstjernes hjem i Los Angeles, blot timer inden at Spears skal giftes med sin forlovede, Sam Asghari, under en privat ceremoni på stedet.
En talsmand for politiet i Ventura County bekræfter over for nyhedsbureauet PA, at Jason Alexander, som trængte ind på privat ejendom, er i politiets varetægt.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Wedding-crasher
40-årige Britney Spears og 28-årige Sam Asghari skal efter planen sige ja til hinanden torsdag amerikansk tid.
Men kort før bryllupsceremonien begyndte sangerindens tidligere partner Jason Alexander, som hun kortvarigt var gift med i 2004, at sende live på Instagram uden for Spears' hjem i Los Angeles.
I videoen siger han blandt andet, at han er der for at "crashe" brylluppet - altså at dukke op uden at være inviteret.
Optagelser viser også, at han bilder en sikkerhedsvagt ind, at han er inviteret af Britney Spears, mens han fortæller, at hun var hans første og eneste hustru.
- Hvor er Britney?, spørger Alexander.
Senere går han ind i et lyserødt telt pyntet med blomster, hvor han blandet kalder brylluppet "bullshit".
Optrinet ender få minutter senere i fysisk håndgemæng med et par vagter, og da Jason Alexander tilsyneladende rammer jorden, fryser billedet på hans mobiltelefon.
Britney Spears og Jason Alexander blev gift i Las Vegas i januar 2004 efter en tilsyneladende pludselig indskydelse. Ægteskabet varede kun i 55 timer.
Mødtes under optagelser
Spears og Sam Asghari mødte hinanden i oktober 2016 under optagelserne til en musikvideo og blev forlovet i september sidste år.
I maj i år meddelte parret, at det havde mistet et ufødt barn, blot uger efter meldingen om graviditeten.
Værgemål siden 2008
I november sidste år besluttede en domstol i Los Angeles, at sangerindens værgemål skulle ophøre helt efter 13 år.
Den 40-årige popstjerne havde været under værgemål siden 2008, hvor hun efter en række sammenbrud blev anset for ikke at kunne tage vare på sig selv.