Død efter lang tids sygdom
David Crosby havde en lang karriere, hvor han blandt andet var med i bandet The Byrds. Han blev 81 år
Den amerikanske musiker David Crosby er død. Det oplyser hans hustru, Jan Dance, til det amerikanske medie Variety.
David Crosby blev 81 år.
- Det er med stor sorg, at vores elskede David (Croz) Crosby er gået bort efter længere tids sygdom, siger hustruen i en udtalelse.
Hans sjæl fortsætter
Her fortæller hun også, at hun og sønnen Django Crosby var ved deres mands og fars side, da han gik bort.
- Selv om han ikke længere er hos os, vil hans menneskelighed og venlige sjæl fortsætte med at vejlede og inspirere os. Hans arv vil fortsætte med at leve videre gennem hans legendariske musik, siger Jan Dance.
David Crosby nåede at få en lang karriere, der startede med det amerikanske band The Byrds tilbage i 1964. Han stod blandt andet bag The Byrds' sangen "Eight Miles High".
Diskuterede JFK-drab
En af grundene til, at han brød med bandet, skulle være, fordi han diskuterede konspirationsteorierne om drabet på den amerikanske præsident John F. Kennedy på scenen under en koncert.
Det skete under Monterey Pop Festival i 1967, hvor han kritiserede den officielle rapport fra regeringens Warren-kommission om, hvad der var sket.
I 1968 dannede han bandet Crosby, Stills & Nash med musikerne Stephen Stills og Graham Nash. Her skrev han blandt andet sangene "Almost Cut My Hair" og "Wooden Ships".
Del af Hall of Fame
Undervejs var canadiske Neil Young også med i bandet, der så hed Crosby, Stills, Nash & Young.
Faktisk blev Crosby en del af Rock and Roll Hall of Fame to gange - en gang som medlem af The Byrds og en gang som medlem af Crosby Stills & Nash.
David Crosby udgav også musik alene, og i 1971 kom det første af flere soloalbummer.
Efterlader sig sønner og datter
Han blev gift med Jan Dance i 1987.
De fik sønnen Django Crosby. Musikeren efterlader sig også døtrene Erika og Donovan fra tidligere forhold. Derudover fik han sønnen James Raymond, som blev bortadopteret, i 1962. De to blev dog senere genforenet.
I 2000 fortalte sangerinden Melissa Etheridge, at Crosby også var biologisk far til to børn, som blev født af Etheridges daværende partner Julie Cypher via kunstig befrugtning, skriver Variety.