-Det ønsker jeg mig til jul

Skuespilleren Molly Egelind insisterer på ikke at have for høje forventninger til juleaften. Hendes bedste juleminde er fra ferier, hvor den blev improviseret

Molly Egelind har fødselsdag halvanden uge før december. Derfor insisterer hun ekstra meget på, at der ikke bliver julet, før det er december, og hendes fødselsdag er overstået. - Julen kan først gå i gang, efter jeg har fødselsdag. Ellers bliver det en julefødselsdag, og det gider jeg ikke, siger Molly Egelind og griner.
Molly Egelind har fødselsdag halvanden uge før december. Derfor insisterer hun ekstra meget på, at der ikke bliver julet, før det er december, og hendes fødselsdag er overstået. - Julen kan først gå i gang, efter jeg har fødselsdag. Ellers bliver det en julefødselsdag, og det gider jeg ikke, siger Molly Egelind og griner.
Offentliggjort Sidst opdateret

Når klokken slår jul, flytter Molly Egelind op til sin mor, Søs Egelind, på hendes gård, sammen med hele familien - også den med sviger til fortegn.

Og så hygger de ellers igennem. Både i børne- og voksenhøjde, fortæller den 34-årige skuespiller, der er mor til to døtre på knap otte måneder og syv år.

- Vi har ikke kæmpehøje forventninger til, hvordan det skal forløbe, for så plejer det at blive meget hyggeligere. Traditioner er dejlige, men man kan hurtigt blive kvalt i dem, siger Molly Egelind, der spiller med i årets julekalender "Kometernes Jul" på TV 2.

Her kan du læse om hendes jul:

Hvornår er det rigtig jul for dig?

- 1. december. Jeg accepterer ikke julepynt inden, siger Molly Egelind og tilføjer:

- Julen er så særlig, og jeg synes næsten, man når at løbe tør for juleenergi, hvis det starter for tidligt.

- Men 1. december går den i gang, og så er der julemusik om morgenen, kalenderlys, juledekorationer og julepynt, som vi henter ned fra loftet. Klementiner kan godt blive indført en uge eller to i forvejen, men jeg prøver at gemme så mange juleting til december som muligt, siger hun.

Hvad er dit bedste juleminde?

- Det er nogle af de juleaftener, vi har holdt i udlandet. Vi rejste meget til de varme lande i december, da min søster og jeg var små, hvor rejsen var vores gave, fortæller Molly Egelind.

- Det handler nok om at opleve, at der skal ikke så meget til, før det føles som jul. Så fandt vi nogle bambusgrene eller et kunstigt plastikjuletræ, som vi pyntede. Vi prøvede at lave risalamande med noget erstatningsfløde, og vi havde rugbrødsblandinger med hjemmefra.

Hvad er din mest mislykkede jul?

- Der var et år, hvor min mor brændte sig på karamellen til de brunede kartofler. Der røg stemningen lidt ned, siger Molly Egelind.

- Og så var der jo dengang, man var lille og ikke fik, hvad man ønskede sig, men sådan er det jo ikke længere. Det er sjovt, hvordan man i dag bliver glad for et par strikkede sokker, hvor man bare for ti år siden blev sådan "Ej helt ærligt", griner hun.

Hvad gør I til jul, som overrasker andre?

- Vi laver det, der hedder "secret santa", hvor alle voksne får én gave. Der findes en generator på nettet, hvor man kan taste ind, hvem der skal være med, og hvad man ønsker sig. Så får man gaven helt hemmeligt, og når alle pakker er åbnet, skal man gætte, hvem der har givet hvad. Det tager lidt af gave præstations-gaveræset, og det fungerer enormt godt, siger Molly Egelind.

Hvilken julegave har fået dig til at græde?

- Det tror jeg aldrig, er sket, at en gave har fået mig til at græde.

Hvad håber du, ligger under juletræet i år?

- En robotstøvsuger! Det er mit største ønske. Min veninde har købt en og synes, det er det fedeste i verden. Så det ønsker jeg mig virkelig meget. Når man har et lille barn, der kravler rundt på gulvet, så tror jeg, det ville spare mig for rigtigt meget tid. Det er virkelig et voksenønske og et morønske, men jeg føler, den ville gøre mit liv bedre, siger Molly Egelind.

BLÅ BOG: Molly Egelind

Molly Maria Blixt Hasselflug-Egelind (født 20. november 1987) er en dansk skuespillerinde.

Hun debuterede med filmen Okay fra 2002. Molly er datter af skuespiller Søs Egelind og filmfotograf Björn Blixt. Blev i 2015 uddannet som skuespillerinde fra Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole i Odense.

Molly har sidenhen medvirket i en række film, men blev især kendt for hendes rolle som Astrid i filmen Den skaldede frisør (2012) instrueret og skrevet af Susanne Bier. Denne rolle indbragte hende i 2013 en Robert-nominering for Årets kvindelige birolle. Samme år modtog hun SVEND PRISEN for ”Årets danske håb”.

Egelind deltog i sæson 15 af Vild med dans, hvor hun dansede med den professionelle danser Mads Vad. Parret endte på en andenplads.

Molly Egelind blev i august 2016 gift med skuespiller Benjamin Katzmann Hasselflug.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS