Demobånd solgt på auktion
Den legendariske sangers demobånd, startskuddet på hans lange karriere, har indbragt 28.700 kroner på auktion
Den legendariske sanger Rod Stewart, som står bag hits som "Do Ya Think I'm Sexy" og "Maggie May", har fået nogle af sine første demobånd solgt på en auktion.
Det skriver det britiske medie BBC.
Demobåndene indeholder sange som "Bright Lights Big City", "Don't Tell Nobody", "Ain't That Loving You Baby" og "Worksong".
I et kælderstudie
Båndene blev produceret i et kælderstudie i London i Storbritannien og sendt ud, inden Stewart skrev kontrakt med pladeselskabet Decca Records.
Båndene ventedes at indbringe mellem 500 og 1000 britiske pund, der svarer til cirka 4200-5400 danske kroner.
Hammerslag endte dog et godt stykke over det. Den samlede pris landede på 3400 britiske pund, som svarer til godt 28.700 danske kroner.
Et vaskeægte stykke rockhistorie er altså blevet erhvervet for et beløb, der for mange formentlig leder tankerne hen på et brugtvognssalg.
Samme pris som brugt bil
Et hurtigt opslag på bilbasen.dk, hvor der handles brugte biler, viser, at man for nogenlunde samme pris kunne have erhvervet sig eksempelvis en Peugot 308 fra 2010.
Der er ligeledes en Fiat Punto fra 2006 til salg for nogenlunde samme beløb.
Båndene er blevet solgt af Jonathan Rowlands, som var Rod Stewarts manager, da de blev indspillet.
- Vi vidste, at Rod var noget helt for sig selv lige fra begyndelsen, siger han til BBC.
Startskuddet på karriere
Martin Millard, som er direktør for auktionshuset, der har solgt demobåndene, Cheffin's, siger, at salget af demobåndene giver nogen "muligheden for at eje en skelsættende indspilning, som skulle blive startskuddet på hans store karriere".
- Han er en af de mest elskede kunstnere i det seneste århundrede, siger Martin Millard til BBC.
En fantastisk aura
Jonathan Rowlands, som i dag er 83 år gammel, fortæller, at Rod Stewart allerede dengang havde en fantastisk aura.
- Han havde den der helt vilde popstjernekvalitet, som han delte med folk som Tom Jones og Elton John, der har gjort det muligt for dem at holde sig relevante i musikindustrien selv efter alle disse år, siger Rowlands til BBC.