Dansk stjerne i babylykke
Tv-værten og musikeren Mattias Hundebøll har fået sit tredje barn sammen med sin hustru, Marie
Tredje gang er også lykkens gang for tv-vært, musiker og podcaster Mattias Hundebøll.
Han og hustruen Marie Hundebøll Plum er nemlig blevet forældre igen-igen.
Parret, som er forældre til to sønner, har nu fået en lille datter. Det afslører Mattias Hundebøll på Instagram.
- Soleima er landet - og hun er helt perfekt, skriver han til en video af mor og datter.
Det var også på det sociale medie, at Mattias Hundebøll afslørede nyheden om den forestående familieforøgelse tilbage i oktober.
- Jeg har de største sommerfugle i maven over, hvad der ligger i Maries mave. Drengene glæder sig! Lillefisen spræller og hikker og hygger derinde i varmen. Og jeg er så pavestolt og lykkelig over at skulle være far til tre, jublede Mattias Hundebøll i opslaget.
Sammen med sin Marie har Mattias Hundebøll nemlig også sønnerne Carl-Egon på seks år og treårige Ejner Bob.
Mattias Hundebøll mødte journalisten og modellen Marie Plum til en fest i sommeren 2013. Efter tre års forhold giftede parret sig i juli 2016.
Blandt bryllupsgæsterne var Vild med dans-værtinden Sarah Grünewald. Hun og Mattias Hundebøll har tidligere dannet par, og de to har bevaret et nært venskab efter bruddet.