Skuffet Fogh: Vi må svare Rusland igen
Rusland insisterer på at betragte Nato som en fjende, og det må alliancen forholde sig til, siger Anders Fogh.
Årtiers bestræbelser på at klinke skårene mellem Nato og Rusland efter den kolde krig er tilsyneladende spildt, og Ruslands vedvarende aggression i Ukraine kræver, at Nato – mod sin vilje – må svare igen.
Forsvarsalliancen ventes på sit topmøde senere på ugen at annoncere en markant styrket beredskabsplan i øst med en reaktionsstyrke, som skal kunne rykke ud i løbet af “meget få dage”.
– Vi må forholde os til den virkelighed, at Rusland i dag ikke betragter Nato som en partner. Vi kan se det i russiske militære dokumenter. Og vi kan høre det på udtalelser fra militære ledere, at de regner Nato som en modstander, siger Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen.
– Det beklager jeg stærkt. Men vi har selvfølgelig ikke råd til at være naive. Vi har en situation, hvor Rusland betragter os som en modstander, og den situation vil vi tilpasse os.
/ritzau/