Dansk popkomet: Festival på Panodil

Andreas Odbjerg skaber musikalske momenter på landets festivalscener. Her ser den populære sanger tilbage på sine egne mest mindeværdige oplevelser

Offentliggjort Sidst opdateret

Sange som "I morgen er der også en dag", "Føler mig selv 100" og "Stor mand" har skabt alt fra rørende til euforiske øjeblikke.

Dem drager den prisvindende sanger og sangskriver Andreas Odbjerg land og rige rundt med denne sommer, hvor han skal optræde på et hav af festivaler og som en del af koncertkaravanen Grøn.

I den anledning ser den allestedsnærværende artist tilbage på sine mest mindeværdige oplevelser.

Hvad er din yndlingsfestival?

- Det er nok Spot Festival (som især har fokus på vækstlaget, red.) i Aarhus. Jeg elsker musik, så det er også min hobby at gå rundt og opleve alle de nye upcoming artister og se, hvad der rører sig.

- Og så er det lidt det, man kalder for musikbranchens årlige julefrokost. Alle kommer til Aarhus, drikker øl og møder hinanden og snakker på kryds og tværs.

Helt sindssygt

Hvad er din mest mindeværdige oplevelse som artist på en festival?

- Det har indtil videre været at synge "Stor mand" med Tobias Rahim til hans koncert på Roskilde Festival og så Tinderbox, som også var fuldstændig sindssygt.

- På Tinderbox var jeg på hjemmebane. Det kunne ikke have været skrevet bedre. Det var alt, hvad jeg havde drømt om, siger den fynskfødte sanger.

Hvad er din mest mindeværdige oplevelse som gæst på en festival?

- Jeg tog hjem fra min allerførste Roskilde Festival med Roger Waters fra Pink Floyd i ryggen, da jeg var omkring 16 år gammel.

- Jeg satte mig ud i en bil og kunne høre "Comfortably Numb", der bragede ud over pladsen. Jeg var fyldt op af indtryk og kunne høre det der gigantiske nummer, som er et af de bedste rocknumre, der nogensinde er skrevet.

For mange varme trøjer

Hvad er det mest nyttige, du har haft med på festival?

- Der vil jeg nok sige Panodil Zapp.

Den odenseanske sanger Andreas Odbjerg var euforisk over at være på hjemmebane til Tinderbox, som løb af stablen i slutningen af juni. (Arkivfoto).
Den odenseanske sanger Andreas Odbjerg var euforisk over at være på hjemmebane til Tinderbox, som løb af stablen i slutningen af juni. (Arkivfoto).

Hvad er det mest unyttige, du har haft med på festival?

- Nu bor jeg ikke på festivalerne på den måde, men på hotel, hvilket passer mig meget bedre.

- Jo ældre man bliver, jo mere snusfornuftig bliver man - også i forhold til vejret. Men jeg kunne godt være typen, der tog lidt for mange varme trøjer med, selv om det var rigtig varmt.

Glæder mig helt vildt

Hvad glæder du dig allermest til ved at skulle på Grøn i år?

- Vi skal kun optræde 35 minutter, så jeg ser frem til, at alle mine såkaldte hits er så komprimerede, at det giver følelsen af at kunne gå ind fra start til slut og spille musik, som folk kender.

- Det glæder jeg mig vildt til at få lov til at gøre, siger Andreas Odbjerg.

Powered by Labrador CMS