Dansk hollywoodstjerne er tilbage

Selvom den danske skuespiller Thue Ersted Rasmussen er begyndt at dukke op i udenlandske film og serier, trives han stadig på det lille set i "Sygeplejeskolen"

Skuespilleren Thue Ersted Rasmussen er aktuel i fjerde sæson af 'Sygeplejeskolen', som får premiere den 26. september.
Skuespilleren Thue Ersted Rasmussen er aktuel i fjerde sæson af "Sygeplejeskolen", som får premiere den 26. september.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske skuespiller Thue Ersted Rasmussen er tilbage på dansk flow-tv i rollen som reservelægen Christian Friis i den historiske tv-serie "Sygeplejeskolen".

Men inden han vendte tilbage i de trygge rammer blandt sine danske kollegaer, havde han været en del af to store udenlandske produktioner.

Nemlig den niende film i "Fast & Furious"-serien og anden sæson af Netflix-serien "The Witcher".

- Vi nåede at filme i nogle måneder på "The Witcher", inden produktionen blev lukket ned på grund af corona. Og da de så genoptog arbejdet, var jeg allerede i gang med at filme "Sygeplejeskolen" herhjemme, siger han.

Helt anderledes

Dengang skrev han på sin Instagram-profil, at det var hjerteskærende, at han var nødt til at droppe ud af produktionen, men at han trods alt var taknemmelig for tiden, han nåede at få på "The Witcher"-settet.

Og det ér altså anderledes at være en del af en udenlandsk produktion med et svimlende milliardbudget end på at arbejde på et mindre set i Danmark.

- Der er helt klar nuanceforskelle i, hvordan man arbejder. I de mindre projekter har vi som skuespillere lidt mere at sige og lidt mere indflydelse på, hvordan det endelige produkt bliver, siger han.

Kan påvirke karakter

Den 35-årige aalborgenser forklarer, at der på "Sygeplejeskolen" er plads til, at man som skuespiller snakker med forfatterne om en bestemt scene, hvis man ikke føler, at den fungerer.

- Jeg får lov til at påvirke min karakter og handlingsforløbet i "Sygeplejeskolen", mens jeg kun er et lille hjul i en stor maskine på de større udenlandske produktioner, jeg har medvirket i, siger han.

Den 26. september var der premiere på fjerde sæson af "Sygeplejeskolen". Og arbejdet på de foregående sæsoner har da også skabt et tæt bånd mellem seriens medvirkende.

- Vi kender hinanden rigtig godt efterhånden, og vi betragter nærmest hinanden som familie.

Lidt nemmere

De tre foregående sæsoner betyder også, at alle skuespillerne kender deres karakterer indgående, og det gør arbejdet lidt nemmere.

- Det er ret sjovt at arbejde på den måde. Og det er sjovt at være medansvarlig for at fortælle historien. Det er hyggeligt, og stemningen er løssluppen. Så det var skønt at komme tilbage, siger han.

For Thue Ersted Rasmussen kan et intimt dansk setup derfor være lige så interessant som en kæmpe hollywoodproduktion.

- For mig er det bare forskellige farver på paletten. Jeg synes også, at teater er fantastisk, for der lærer man noget helt tredje. For mig er det vigtigste bare, at jeg lærer noget, imens jeg er der, og at jeg føler, at jeg kan bidrage med noget. Det gør mig nemlig glad at føle mig nyttig, siger han.

Er ikke overbevist

Og selvom den danske skuespiller nu har fået vist sit ansigt for et internationalt publikum, er han ikke overbevist om, at de store hollywoodproducere kommer til at kæmpe om hans gunst.

- Jeg får måske lov til at lave lidt flere self-tapes til de større roller end før. Og så tror jeg da også, at det er en blåstempling, at jeg har bevist, at jeg kan bære byrden på en stor produktion, hvis de store castere synes om mine ansøgninger til en fremtidig rolle.

Men det næste job er faktisk allerede i hus. For nylig var den danske skuespiller nemlig i Budapest for at medvirke i en episode af en amerikansk krimiserie. Han vil dog endnu ikke afsløre, præcis hvilken serie der er tale om.

- Det var også en produktion med et stort budget, og her kunne jeg helt klart mærke, at jeg havde lært noget fra de andre internationale projekter. Nu føler jeg mig mere sikker i sådan et kæmpe setup.

Herhjemme er Thue Ersted Rasmussen mest kendt for sine roller som den selvoptagede fodboldanfører Jonas i Xee-serien "Sunday" og dealeren Danny i TV 2's dramaserie "Norskov".

Fjerde sæson af "Sygeplejeskolen" får premiere søndag den 26. september på TV 2 Charlie og TV 2 Play.

Skuespiller Thue Ersted Rasmussen har netop været i Budapest for at filme en episode af en amerikansk krimiserie. Det er dog endnu for tidligt at løfte sløret for, hvilken serie der er tale om.
Skuespiller Thue Ersted Rasmussen har netop været i Budapest for at filme en episode af en amerikansk krimiserie. Det er dog endnu for tidligt at løfte sløret for, hvilken serie der er tale om.

BLÅ BOG: Thue Ersted Rasmussen

Navn: Thue Ersted Rasmussen

Født: 15. november 1985

Uddannelse: På Skuespillerskolen ved Aarhus Teater 2011.

Har blandt andet medvirket i filmene: Min søsters børn - alene hjemme (2012),  Skytten (2013), Så længe jeg lever (2018) og Kollision (2019).

Har blandt andet medvirket i tv-serierne: Dicte (2013), Norskov (2015-2017, Greyzone (2018) og Sygeplejeskolen (2018-2020)

Kilde: danskefilm.dk, Wikipedia

Powered by Labrador CMS