Simon Kjær: Smerten er ikke et problem
Simon Kjær, der aldrig har været ankelskadet før, håber, at en god omgang tape kan gøre ham klar mod Albanien.
En ankelskadet Simon Kjær er stadig i tvivl om, hvorvidt han kan spille lørdagens EM-kvalifikationskamp ude mod Albanien.
Lille-spilleren, der aldrig har været ankelskadet før, har ikke trænet med en fodbold i den seneste uges tid.
– Det bliver 100 procent min egen beslutning, om jeg kan spille. Hvis jeg får tapet anklen ind og får at vide, at den sagtens kan holde på det hele, så er det slet ikke noget problem for mig at spille, siger Simon Kjær
Onsdag selvtrænede han endnu engang i Helsingør, men efter planen skal han deltage fuldt ud torsdag.
– Smerten er ikke et problem. Men jeg skal kunne bevæge mig ordentligt. Jeg er en stor dreng, så hvis jeg skal op i fart, skal jeg kunne bevæge mig frit, forklarer han.
Netop det med at komme op i fart bliver afgørende for forsvarsspillerne mod Albanien, vurderer Simon Kjær.
– Sådan som kampen bliver, så tror jeg, det er os, der vil have bolden mest, og Albanien der vil komme i kontrafasen, og så skal jeg ud at løbe nogle dueller, lyder det fra Simon Kjær.
Den sædvanlige makker i midterforsvaret, anfører Daniel Agger, er ligeledes tvivlsom til Albanien-kampen. Brøndby-spilleren er rygskadet.
/ritzau/