Annette Heick: -Jeg har været så bange
Entertaineren Annette Heick sang sammen med sangerinden Barbara Moleko for til Smukfests fællessangkoncert på festivalens allerstørste scene
Da den verdensomspændende coronapandemi lammede landet i 2020 og 2021, inficerede det smitsomme virus gudskelov ikke musikken.
Den tonede frem i fællessang. Og netop det koncept var på plakaten til årets Smukfest lørdag på festivalens suverænt største scene.
Sammen med sangerinden Barbara Moleko sang Annette Heick for.
Så bange
- Fællessang er noget nyt, vi skulle introducere, og det lå klokken 13 om eftermiddagen. Men det var så tydeligt, at folk gerne vil fællessang, siger Annette Heick tydeligt overvældet.
- Helt ærligt - og det ved drengene (manden Jesper Vollmer og parrets to sønner, Storm og Eliot, red.) - jeg har været så bange for, om der overhovedet kom nogle, siger hun.
Men foran festivalens hovedscene stod massevis af festivalgæster klar til at skråle med på sange lige fra Højskolesangbogen til hitlisterne.
Ikke Nik & Jay
- Der var fuldstændig fyldt, udbryder Annette Heick.
- Jeg havde nærmest lyst til at deklarere: "Vi ér altså ikke Nik & Jay".
Nik & Jay optrådte på Bøgescenen fredag aften, og popfesten var et kæmpe tilløbsstykke. Bøgeskoven i Skanderborg var så fyldt af feststemte festivalgængere, at Smukfest måtte melde ud, at publikum ville kunne opleve dele af pladsen blive lukket midlertidigt af.
Selv om det ikke var tilfældet med fællessangshowet, var fremmødet overordentligt flot, lyder det fra Annette Heick.
Billeder på nethinden
- Det var vildt, vildt, vildt fedt. En kæmpe, kæmpe oplevelse, kæmpestort, understreger hun og tilføjer så:
- Det var meget, meget rørende faktisk, og det har ikke helt lagt sig endnu. Jeg er stadigvæk helt wow. Når jeg ligger på puden i aften, kommer jeg til at have så mange billeder på nethinden.