Anders Langballe lander nyt job
Den tidligere politiske redaktør tiltræder stillingen som ny kommunikationschef hos Dansk Ejendomsmæglerforening
Efter godt et år på posten som pressechef for Danske Handicaporganisationer oplyste Anders Langballe tidligere på foråret, at han skulle videre.
Og nu kan den 44-årige journalist så fortælle, at han fra midten af juni tiltræder jobbet som ny kommunikationschef hos Dansk Ejendomsmæglerforening.
Det oplyser han på Facebook.
- Det skal stadig handle om kommunikation og lidt om politik, som jeg har beskæftiget mig med hele mit liv. Ikke helt inde i smeltediglen på Christiansborg, men med udgangspunkt fra DE's sekretariat på Islands Brygge, hvor vi stadig kan se tårnet på Christiansborg Slot, skriver Anders Langballe og fortsætter:
- Jeg glæder mig til at lære mine nye kolleger og området at kende. Og sammen med dem at holde fokus på det, der for mange er og bliver en af de store beslutninger i livet: at finde den rigtige ramme om et trygt og godt liv. Det vil sige at investere i fast ejendom.
I 2018 blev Anders Langballe ramt af to blodpropper i hjernen, som ændrede alt privat såvel som professionelt.
Skaden ramte primært talecenteret, og det krævede et langt og opslidende genoptræningsforløb at komme til hægterne igen.
Men 100 procent som før er han endnu ikke.
Anders Langballe har i bogstavelig forstand et hul i hovedet, der er på størrelse med en fladtrykt golfbold.
- Jeg tror hele tiden, at nu er jeg ved at være der. Og jeg bilder mig selv ind, at nu har jeg forstået, hvad det betyder, at have en skade i hjernen, hvad det betyder for et arbejde, og hvornår jeg skal hvile på forhånd, som man skal, når man har sådan et hul i hovedet, sagde Anders Langballe i et interview med Ritzau i anledning af bogen "Forfra", som udkom i april.
- Når det så er ved at gå rigtig godt, og jeg synes, at hele skidtet balancerer, så bliver jeg stadig lidt for optimistisk, eller jeg glemmer at tage min lur midt på dagen. Og lige pludselig kan jeg bare mærke - bang - så går det helt ned. Så kan jeg slet ikke overskue noget.
Op til blodpropperne var han meget presset og stresset i sit job som politisk redaktør på TV2, har han tidligere fortalt.
Og det fik ham efterfølgende til at sige op efter over et årti på tv-stationen.
- Der er masser af ting, jeg fortryder. Men jeg fortryder ikke, at jeg har været på Christiansborg og har været en del af den hysteriske nyhedsmotor, for det har givet mig ufatteligt meget.
- Men når jeg kigger tilbage, så længes jeg på ingen måde efter at være en del af den.