Kultur

Kronprinsparret er med når Danmark vil i FN’s Sikkerhedsråd

Kronprinsparret deltager ved åbningen af FN's Generalforsamling i New York til september.

Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary vil til september deltage i åbningen af FN’s Generalformling i den amerikanske delstat New York.

Det skriver Kongehuset på dets hjemmeside.

Under opholdet i New York vil kronprinsparret desuden deltage i en række arrangementer og møder med fokus på FN’s 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling, skriver Kongehuset.

Ved åbningen lancerer Danmark samtidig sit kandidatur til en plads i FN’s Sikkerhedsråd i perioden 2025-2026.

Sikkerhedsrådet er et af de vigtigste organer inden for FN og har én primær opgave – at sikre international fred og sikkerhed.

Siden 2021 har det officielt været Danmarks mål, at få en plads i sikkerhedsrådet.

– Regeringen vil arbejde for, at Danmark får plads i FN’s Sikkerhedsråd. At blive valgt ind er en stor opgave og en langstrakt valgkamp.

– Vi skal have 129 forskellige lande til bakke op om det danske kandidatur, sagde statsminister Mette Frederiksen (S).

Siden 1990 har der været kampvalg i 11 ud af 16 valg til Sikkerhedsrådet. Det er derfor ikke usandsynligt, at der bliver kamp om pladserne.

Tidligere udenrigsminister og formand for SF Holger K. Nielsen er blevet valgt som særlig repræsentant, og skal forsøge at sikre Danmark en plads i rådet.

Oprindeligt var den tidligere Venstremand Kristian Jensen udvalgt til posten. Han meddelte dog i marts sin afgang for at blive administrerende direktør for energiorganisationen Green Power Denmark.

Danmark har fire gange tidligere været en del af sikkerhedsrådet. Senest var i 2005-2006.

FN’s Sikkerhedsråd har 15 medlemmer. Fem lande er faste medlemmer, mens de ti andre pladser besættes for to år ad gangen.

Hvert år udskiftes fem af de ikke-faste medlemslande, og for at blive valgt skal et land have 2/3 af de afgivne stemmer i FN’s Generalforsamling.

De faste medlemmer er Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA.

/ritzau/

Back to top button