Kultur

Kronprinsesse fejrer bryllupsdag efter skilsmisserygter

Det svenske tronfølgerpar, kronprinsesse Victoria og prins Daniel, måtte fire måneder inden deres 12-års bryllupsdag den 19. juni afvise ondsindede rygter.

Det er den 19. juni præcis 12 år siden, at Sveriges tronarving, kronprinsesse Victoria, blev gift med sin personlige træner, Daniel Westling, der trådte ud af Storkyrkan i Stockholm som prins af Sverige.

Parret kan således fejre silkebryllup.

Men ifølge ondsindede rygter var den romantiske mærkedag i fare.

Det fik – højst usædvanligt ifølge royale kommentatorer – parret til at dementere ethvert rygte om et brud.

– Vi er blevet bekendt med, at der pågår en omfattende negativ rygtespredning vedrørende vores private relation – påstande om svigt i relationen og en forestående skilsmisse, skrev parret i en fælles erklæring delt på Instagram.

– Under normale omstændigheder kommenterer vi ikke på rygter og spekulationer. Men for at værne om familien ønsker vi at gøre det klart en gang for alle, at de rygter, som nu spredes, intet har på sig.

Parret lærte hinanden at kende kort efter årtusindskiftet, da prins Daniel, som på daværende tidspunkt bar det borgelige navn Daniel Westling, blev den svenske tronarvings personlige træner.

– Det sagde ikke klik, da vi mødte hinanden. Vi havde et meget fint og varmt venskab og var meget nære venner, inden vi forelskede os.

– Det var et venskab, som voksede til kærlighed, sagde kronprinsessen i 2009, kort efter parret var blevet forlovet.

Det skete valentinsdag i slotsparken ved Drottningholm Slot, efter at den vordende gom havde anmodet sin royale svigerfar, kong Carl Gustaf, om datterens hånd.

– Der var en fantastisk stemning. Jeg var naturligvis nervøs og håbede på et ja, men var ikke helt sikker, sagde han i et interview med svenske TV4, før kronprinsesse Victoria prompte brød ind:

– Jeg svarede: “ja, ja, ja!”.

Parret giftede sig den 19. juni 2010 – præcis 34 år efter kronprinsessens forældre, kong Carl Gustaf og dronning Silvia, blev viet.

Halvandet år efter brylluppet blev kronprinsesse Victoria og prins Daniel forældre for første gang, da datteren, prinsesse Estelle, der i dag er ti år gammel, kom til verden.

I 2015 udvidede de familien med prins Oscar, som i dag er seks år.

/ritzau/

Back to top button