Kultur

Kronprins Frederik fejrer fødselsdag i en tynget tid

Kronprinsen fylder 54 år, og han kan se tilbage på et år med op- og neture.

Det er ikke kun Kristi himmelfartsdag, der markeres den 26. maj. Kronprins Frederik fejrer nemlig sin 54-års fødselsdag.

Når kronprinsen sidder ved fødselsdagsbordet, er der sket meget, siden han sidst lod sig fejre.

Nu har han en søn, der er flyttet hjemmefra, og en datter, der snart pakker kufferterne og også flyver fra reden.

15-årige prinsesse Isabella skal nemlig gøre 16-årige prins Christian selskab på kostskolen Herlufsholm.

Siden den beslutning blev taget, er skolen kommet i modvind. Det er sket efter TV 2’s dokumentar “Herlufsholms hemmeligheder: Vold, krænkelser og mobning”. Her fortæller flere tidligere elever om en hverdag med overgreb og frygt.

Efter dokumentaren har kronprinsen og kronprinsessen taget kraftigt afstand fra de episoder, som beskrives i dokumentaren.

– Det er hjerteskærende at høre om systematisk mobning og om den krænkelses- og voldskultur, som mange har været en del af. Det er helt uacceptabelt, skrev parret i et opslag på Facebook.

Ud over turbulensen omkring Herlufsholm har det seneste år også budt på prinsesse Isabellas konfirmation, som blev holdt i Fredensborg Slotskirke.

Engang bliver kronprins Frederik til kong Frederik, men dronning Margrethe sidder stadig solidt på tronen.

Det blev fejret i januar, hvor 82-årige dronning Margrethe kunne markere sit 50-års regentjubilæum.

En stor del af festlighederne blev dog udsat på grund af de coronarestriktioner, som var på det tidspunkt. Derfor kan kronprins Frederik se frem til at fejre sin mor igen den 10. og 11. september.

Kronprins Frederik er født i 1968 og er gift med kronprinsesse Mary. Ud over børnene prinsesse Isabella og prins Christian har de to også tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine på 11 år.

Når kalenderen viser 6. juni skal både kronprinsen og kronprinsessen løbe Royal Run, som i år foregår seks steder.

/ritzau/

Back to top button