Ville detonere fire kilo sprængstof i opgang
Politiet anholdt fem personer i sag om forsøg på at sprænge en bombe
To unge mænd er efter et grundlovsforhør i Retten i Svendborg blevet varetægtsfængslet i fire uger i sagen om et forsøg på at sprænge en bombe i Odense.
Det oplyser Fyns Politi til Ritzau.
De to mænd var en del af en gruppe på fem mænd, som politiet lørdag anholdt i sagen.
De resterende tre er søndag eftermiddag blevet løsladt, oplyser politiet til Ritzau.
Skulle antændes med kanonslag
De to, der nu er fængslet, er mistænkt for natten til lørdag at prøve at sprænge en bombe med plastisk sprængstof på en adresse på Nyborgvej i Odense.
Af sigtelsen mod de to mænd, der er 18 og 19 år, fremgår det, at mellem fire og fire et halvt kilo plastisk sprængstof skulle antændes med et kanonslag i en opgang.
Nægtede at udtale sig
Det skriver Ekstra Bladet, som også kan berette, at de to mænd nægter sig skyldige, og at de heller ikke ville udtale sig i grundlovsforhøret, hvor dørene blev lukket, efter at sigtelsen var blevet læst op.
Fyns Politi udsendte en udmelding om aktionen, som fandt sted lørdag, og anholdelsen af de fem mænd klokken 12.44 søndag. Klokken 13.30 begyndte grundlovsforhøret med de to mænd, som er blevet fængslet frem til 26. januar.
Pressemeddelelsen fra politiet var kortfattet. Den fortalte således ikke om de anholdtes alder og køn, og den indeholdt heller ikke oplysninger om et muligt motiv.
Opgang raseret
Om der kan være en forbindelse til voldsomme hændelser i Odense-området de seneste måneder, er derfor uvist.
Lige efter jul skete der en eksplosion i Lærkeparken i Vollsmose, hvor en opgang blev raseret.
Skud mod bil
I september var der en sprængning ved et rækkehus på Brødagerløkken i Tornbjerg, ligesom der blev affyret skud mod en bil, har det regionale medie Fyens Stiftstidende oplyst.
Begivenhederne i september kan ifølge Fyens Stiftstidende forklares med et opgør mellem to bandegrupperinger. På den ene side NBV-gruppen, som holder til på Nyborgvej, og på den anden side en gruppe, som kaldes V.O.