Vild biljagt i nat: Fire betjente bragt til hospitalet
En biljagt gennem København har sendt fire politibetjente på hospitalet. Ingen er alvorligt skadet
En 58-årig mand er blevet anholdt efter en biljagt, der startede på Hillerødmotorvejen nord for København og sluttede i København natten til onsdag.
Fire betjente er bragt til hospitalet efter påkørsler.
Ingen er dog kommet alvorligt til skade.
Undervejs nåede den 58-årige at påkøre flere biler på Jagtvej på Nørrebro i København.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Stefan Ladeby.
- Politiet eftersætter det her køretøj med høj hastighed, og køretøjet kører ind gennem København.
- I forbindelse med at politiet forsøger at standse køretøjet, påkører det eftersatte køretøj en politibil, en parkeret bil og en patruljebil mere, siger vagtchefen.
Varede i 30 minutter
Biljagten startede cirka klokken 00.40 og sluttede knap 30 minutter senere.
Manden er ikke i forvejen kendt af politiet.
Stefan Ladeby forventer, at manden vil blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag.
Jagtvej spærret
Jagtvej har i forbindelse med hændelsen været spærret, men er omkring klokken fem onsdag morgen åben igen.
Ifølge Ekstra Bladet eftersatte politiet i første omgang føreren af bilen, fordi han overtrådte flere færdselsregler - herunder regler for røde lys og hastighedsgrænser.
Politiet siger til Ekstra Bladet, at det endnu er for tidligt at sige, om manden var påvirket.