Treårig går i søvne ud til vejkryds

En lille dreng på tre år blev tidligt fredag morgen fundet gående ved et vejkryds i Silkeborg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var et usædvanligt syn, der mødte nogle af dem, der fredag var stået tidligt op for at tage bilen igennem Silkeborg.

Her stod en treårig dreng alene i vejkrydset ved Østergade og Christian 8.s Vej.

Det skriver både Midtjyllands Avis og TV Midtvest.

Den lille dreng havde tilsyneladende i søvne fundet en vej ud af en nærliggende lejlighed og derefter bevæget sig rundt på gaden.

Sov hos bedstefar

Drengen havde sovet hos sin bedstefar, og det er ikke usædvanligt, at han går i søvne.

Af samme grund har hans forældre i deres hjem låse på både døre og vinduer.

- Bedstefaren ved også, at drengen tit går i søvne, og han havde også låst lejligheden af. Men det var alligevel lykkedes drengen at komme ud, siger politikommissær Kenn Sølvkær Jensen fra lokalpolitiet i Silkeborg til TV Midtvest.

MIDT- OG VESTJYLLANDS POLITI

Midt- og Vestjyllands Politi dækker Ikast-Brande, Silkeborg, Ringkøbing-Skjern, Herning, Holstebro, Viborg, Skive, Lemvig, Struer, Thisted og Morsø kommuner.

Med sine 9.500 kvadratkilometer og 22,3% af landets samlede areal er Midt- og Vestjyllands Politi geografisk set den største politikreds.

De 586.000 borgere, der bor i politikredsen, bliver serviceret af politiet fra syv døgnbemandede lokalstationer i Holstebro, Thisted, Skive, Viborg, Silkeborg, Herning og Ringkøbing, fire nærpolitistationer i Lemvig, Skjern, Ikast-Brande og Nykøbing Mors samt en landbetjent i Nørre Snede.

I Midt- og Vestjyllands Politi ligger også det landsdækkende Politiets Administrative Center, som hvert år behandler mere end 1,5 millioner sager inden for områderne automatisk trafikkontrol, bøde, kriminalregister, kørekort, tilladelser og våben for borgere i hele landet.

Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi



Powered by Labrador CMS