Tidligere ansat på skole sigtet for voldtægt af pige

En tidligere medarbejder på en skole i Birkerød er mistænkt for voldtægt og overgreb på elever

Offentliggjort Sidst opdateret

En 27-årig mand er varetægtsfængslet og sigtet for voldtægt af en mindreårig pige, og samtidig er han mistænkt for overgreb på elever på den skole i Birkerød, han har arbejdet på.

Rudersdal Kommune oplyser i en pressemeddelelse, at der er tale om en tidligere ansat på Søholmskolen, afdeling Bistrup.

Manden er også sigtet for at have truet vidner. Der er nedlagt navneforbud i sagen.

Kan være flere ofre

Rudersdal Kommune har i forbindelse med sagen afholdt børnesamtaler, og det har givet mistanke om, at der måske kan være tale om flere forhold. 

Mistanken er videregivet til Nordsjællands Politi, der efterforsker sagen, skriver Jyllands-Posten.

Derfor er der oprettet en hotline, hvor forældre kan henvende sig, ligesom der er iværksat en ekstern advokatundersøgelse, der skal afklare, om der er sket ledelsessvigt.

Uacceptabelt

- Det altafgørende for os lige nu er at sikre omsorg og tryghed for børnene og forældrene og medarbejderne på skolen.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at der kan herske den mindste tvivl om, at vores børn kan være trygge i deres hverdag. 

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner:

Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal.

Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2.

Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød. 

Kilde: Nordsjællands Politi

- Derfor vil vi også drage de eventuel nødvendige konsekvenser af advokatundersøgelsen, siger Rudersdal Kommunes borgmester, Ann Sofie Orth.

Manden blev allerede varetægtsfængslet 14. september. Han nægter sig skyldig i anklagerne.

Powered by Labrador CMS