Smart finte i supermarkedet er ulovlig
De "smarte" løsninger kunderne kommer på for at betale mindre for deres varer er decideret butikstyveri, lyder det fra politiet
Politiet modtager mange anmeldelser fra supermarkeder om kunder, der forsøger at sjæle varer, når de skipper den traditionelle kassebetjening og i stedet bruger selvbetjeningskasserne eller andre scan selvløsninger.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Kører 131 sager
Alene hos Midt- og Vestsjællands Politi håndterer man i øjeblikket 131 anmeldelser om den type butikstyveri, oplyser kredsen.
- Måske tror folk, at det er risikofrit at lave butikstyveri på den måde, men det er det ikke, siger politikommissær Lene Sveigaard.
- Folk nøjes typisk med kun at betale for nogle af varerne, men det betyder jo så, at vi har deres betalingsoplysninger. Så vi skal nok finde frem til dem.
Giver plet på straffeattesten
- Så selv om pengene måske er små her i december, så lad være med at falde for fristelsen. Det giver ikke kun en bøde - også en plet på straffeattesten, der kan få stor betydning for en fremover, siger hun i pressemeddelelsen.
Selvbetjeningskasser, hvor kunderne selv skanner deres varer ved en fysisk kasse og derefter lægger dem på en vægtfølsom pakkehylde, har i en årrække været at finde i blandt andet Føtex' supermarkeder.
Nogle har børn med
Inden for de sidste par år er en anden form selvbetjening blevet udbredt i supermarkederne. Her kan kunderne scanne deres varer løbende med deres mobil og pakke varerne, mens de handler.
Her bliver det kun tjekket ved stikprøvekontroller, om indholdet i indkøbsposerne stemmer overens med de varer, der er blevet skannet.
Politiets foreløbige efterforskning viser, at tyverierne både bliver begået af enkeltpersoner og par. Nogle gange har butikstyvene børn med i supermarkedet, når de forsøger at smugle varer ud uden at betale for dem.