Skudt af politiet: Mand er død

Den uafhængige Politiklagemyndighed har overtaget sag, hvor politiet har skudt en mand i Holstebro

Offentliggjort Sidst opdateret

En mand er lørdag død efter at være blevet skudt af politiet på gaden i Holstebro.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Her oplyses det også, at Den uafhængige Politiklagemyndighed nu har overtaget efterforskningen af hændelsen.

Lørdag eftermiddag klokken 16.35 afgav politiet skud mod manden i et område nær Brotorvet i det centrale Holstebro.

Der blev efterfølgende givet førstehjælp, og manden blev fløjet med lægehelikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Men manden døde efterfølgende.

Flere anmeldelser

Det fremgår ikke præcis, hvad der var sket, før at han blev skudt.

Men det lyder i pressemeddelelsen, at Midt- og Vestjyllands Politi havde fået flere anmeldelser op til, at der blev skudt. Politikredsen står nu for efterforskningen af disse anmeldelser, som går på vold, trusler og hærværk.

En mand er død efter at være blevet ramt af skud fra politiet i Holstebro.

Der er ingenting, der peger i retning af, at der skulle være tale om terror, eller at manden har forbindelser til anden organiseret kriminalitet, oplyser politiet.

Ingen fare for personer

Trods hændelsen er der ingen fare for andre personer i området, og man kan trygt færdes i Holstebro lørdag aften, skriver politiet, som kommer til at have gående patruljer i området.

Dertil efterlyser politiet vidner til skudepisoden og til hændelser, der er sket inden.

Mandens alder oplyses ikke.

MIDT- OG VESTJYLLANDS POLITI

Midt- og Vestjyllands Politi dækker Ikast-Brande, Silkeborg, Ringkøbing-Skjern, Herning, Holstebro, Viborg, Skive, Lemvig, Struer, Thisted og Morsø kommuner.

Med sine 9.500 kvadratkilometer og 22,3% af landets samlede areal er Midt- og Vestjyllands Politi geografisk set den største politikreds.

De 586.000 borgere, der bor i politikredsen, bliver serviceret af politiet fra syv døgnbemandede lokalstationer i Holstebro, Thisted, Skive, Viborg, Silkeborg, Herning og Ringkøbing, fire nærpolitistationer i Lemvig, Skjern, Ikast-Brande og Nykøbing Mors samt en landbetjent i Nørre Snede.

I Midt- og Vestjyllands Politi ligger også det landsdækkende Politiets Administrative Center, som hvert år behandler mere end 1,5 millioner sager inden for områderne automatisk trafikkontrol, bøde, kriminalregister, kørekort, tilladelser og våben for borgere i hele landet.

Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi



Powered by Labrador CMS