Rasmus og Katja forsvundet på vandet

Mand og kvinde, som er savnet siden tirsdag, skulle efter planen være vendt retur efter en overnatning

Offentliggjort Sidst opdateret

Opdateret klokken 15.44:  Syd- og Sønderjyllands Politi har været i kontakt med Katja og Rasmus, der er i god behold. 

Syd- og Sønderjyllands Politi leder efter to personer ved navn Katja og Rasmus, som har været væk siden tirsdag, hvor de sejlede fra Ribe i en gummibåd.

Det skriver politikredsen på det sociale medie X - tidligere Twitter.

- De skulle efter planen have en enkelt overnatning og så vende retur til Ribe, skriver politiet.

Kontakt politiet

De to sejlede ifølge politiet på Ribe Å.

Politiet opfordrer til, at man ringer på telefon 114, hvis man har set dem eller den hvide gummibåd, de er sejlet i.

Gummibåden beskrives som en lille hvid gummibåd, der har fast bund og påhængsmotor.

SYD- OG SØNDERJYLLANDS POLITI

Syd- og Sønderjyllands Politi er – målt på geografi – blandt landets største politikredse og dækker Esbjerg, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Aabenraa og Fanø kommuner.

Der er godt 900 ansatte i politikredsen, der servicerer de 443.000 borgere i området.

Hovedstationen er i Esbjerg, hvor stationen samtidig er områdecenter for den nordvestlige del af politikredsen.

På hovedstationen bor desuden vagtcentralen, øverste ledelse, de centrale politiafdelinger, anklagemyndigheden og politikredsens stabsfunktioner.

De tre områdecentre er – ud over Esbjerg - placeret i Haderslev og Sønderborg:

  • Områdecenter Nordvest dækker Varde, Fanø og Esbjerg kommuner
  • Områdecenter Nordøst dækker Haderslev og Vejen kommuner
  • Områdecenter Syd dækker Sønderborg, Aabenraa og Tønder kommuner
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi
Powered by Labrador CMS