Præst sigtet for vold mod konfirmand

Politiet har sigtet en præst for vold mod en 13-årig efter episode med en bibel under konfirmandundervisning

Offentliggjort Sidst opdateret

En kvindelige sognepræst fra Ejstrupholm i Midtjylland er blevet sigtet for vold mod en 13-årig konfirmand.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Horsens Folkeblad.

Sad med mobiltelefon

Politiet har svært ved at sige med sikkerhed, hvad der er sket, men ifølge flere forklaringer har sognepræsten enten "dasket" den 13-årige pige med en bibel eller kastet en bibel på hende, skriver avisen og tilføjer, at den 13-årige forinden havde taget sin mobiltelefon frem.

Episoden skete 4. oktober, da pigen havde konfirmandundervisning.

Opsagde stilling

Seks dage senere oplyste præsten i en pressemeddelelse, at hun havde opsagt sin stilling, lyder det.

Ifølge politikommissær Lars Boe Larsen nægter kvinden sig skyldig.

- En sigtelse er ikke ensbetydende med, at man er skyldig i noget. Vi har bare vurderet, at der var grundlag nok til en sigtelse, siger han til avisen.

Det var i Ejstrupholm Kirke i Ikast-Brande Kommune, hændelsen fandt sted.

§ 244-247 i Straffeloven - Vold

Straffeloven har to forskellige paragraffer for voldssager, og derudover to paragraffer, der kan give strafforøgelse. Paragraf 244 er den mildeste af de to – den omfatter der, der også i nogle tilfælde bliver omtalt som simpel vold. Paragraf 245 omfatter vold af særligt rå, brutal eller farlig karakter – det bliver i nogle tilfælde omtalt som grov vold. Paragraf 246 og 247 handler om vold under slærpede omstændigheder. Du kan se den fulde ordlyd af de fire paragraffer her.

  • § 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.
  • § 245. Den, som udøver et legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særligt skærpende omstændighed.
  • § 246. Har et legemsangreb omfattet af § 245 eller § 245 a, været af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 10 år.
  • § 247. Begås nogen af de lovovertrædelser, der er nævnt i §§ 244-246, af en person, der tidligere er dømt for forsætligt legemsangreb eller for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold, kan straffen forhøjes med indtil det halve.Stk. 2. Det samme gælder, når en lovovertrædelse som nævnt i §§ 244-246 begås over for en person, der efter karakteren af sit arbejde er særligt udsat for vold.

Kilde: Retsinformation.dk

Powered by Labrador CMS