Politi melder ud om Farhad
Nye oplysninger i sagen om Farhad Tober får politiet til at gentage appel om hjælp fra offentligheden
Sydøstjyllands Politi arbejder på at finde ud af, om en person, som har søgt asyl i Tyskland, er den forsvundne 17-årige Farhad Tober fra Vejle.
Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Udlændingestyrelsen oplyste 8. oktober til Sydøstjyllands Politi, at en person 7. juli 2023 havde søgt asyl i Tyskland.
Har oplyst at være 18 år
De tyske myndigheder har 11. oktober 2023 oplyst, at personen den 30. august 2023 blev tilknyttet et asylcenter.
Det er dog også blevet oplyst, at personen aldrig er mødt op på asylcenteret, og at han derfor ikke er blevet set dér.
Asylansøgeren, som politiet "bestemt skønner er Farhad", har oplyst at være 18 år. Det kan skyldes, at han som myndig selv ville kunne gennemføre asylprocessen, skriver politiet.
Farhads mor orienteret
I forbindelse med asylansøgningen i Tyskland er der taget et foto af ansøgeren.
Sydøstjyllands Politi har torsdag orienteret Farhads mor og hendes advokat og herunder vist hende billedet fra asylsagen med henblik på at få bekræftet genkendelsen af hendes søn.
Moren har oplyst, at det godt kunne være Farhad på billedet.
- Kontakt politiet
Chefpolitiinspektør Brian Fussing fra Sydøstjyllands Politi opfordrer til, at man kontakter politiet, hvis man har set Farhad Tober i København eller andre steder eller har "mødt" ham online.
Formålet med at finde Farhad er at konstatere, at han har det godt.
Hvis ikke Farhad ønsker at komme hjem til Vejle, vil være i Tyskland, i København eller andre steder, så er det et spørgsmål mellem ham og hans værge, da han endnu ikke er fyldt 18 år, skriver politiet.
Forsvandt i 2022
Farhad Tober forsvandt sporløst i foråret 2022 efter en politiaktion.
Tobers familie står frem i DR-dokumentaren ”Forfulgt af politiet?”, hvor de fortæller om, at de føler sig chikaneret af politiet.
Noget som politiet selv afviser.