Politi frigiver oplysninger om dødsulykke

En lastbil og en personbil stødte sammen på en hovedvej syd for Holbæk. En mand har mistet livet i ulykken

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var en 62-årig mand, der mandag blev dræbt i en voldsom ulykke på Ringstedvej ved Kalundborgmotorvejen syd for Holbæk.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

En anden person er i kritisk tilstand.

Der er tale om en kvinde, hvis alder er ukendt.

Begge i personbilen

Ulykken skete, da en lastbil og en personbil mandag aften klokken 18.35 stødte sammen på Ringstedvej, hvor Kalundborgmotorvejen krydser under.

Både den afdøde mand og kvinden, der er i kritisk tilstand, befandt sig i personbilen.

Politiet mener, at lastbilen er kørt over for rødt, hvorefter den er stødt ind i førersiden på personbilen.

Det var den 62-årige mand, der kørte personbilen.

MIDT- OG VESTSJÆLLANDS POLITI

Midt- og Vestsjællands Politi dækker Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner.

Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord.

Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi

Bilinspektør på stedet

Føreren af lastbilen er en 48-årig svensk mand, der er bosat i Danmark.

Ringstedvej var mandag aften spærret, mens politiet og en bilinspektør arbejdede på stedet.

Vejen blev åbnet igen omkring klokken 22.

Den dræbte er en mand på 62 år.
Powered by Labrador CMS