Nyt om mistænkeligt dødsfald
To mænd og en kvinde sigtes for drab efter mistænkeligt dødsfald i Åbyhøj, som førte til anholdelser søndag
Østjyllands Politi anholdt søndag morgen to mænd og en kvinde i forbindelse med et mistænkeligt dødsfald på Peter Fabers Vej i Aarhus-bydelen Åbyhøj.
De tre personer blev søndag aften fremstillet i grundlovsforhør. Her besluttede en dommer, at den ene af de tre - en 30-årig mand - skulle have opretholdt sin anholdelse i tre døgn.
De øvrige to blev løsladt.
Alle tre sigtes for drab.
Det oplyser Østjyllands Politi til Ritzau mandag formiddag.
Skal underbygge sigtelsen
Foruden en 30-årig mand er det en 46-årig mand og en 26-årig kvinde, der er sigtet i sagen.
Når anholdelsen bliver opretholdt i tre døgn, får politiet mulighed for at indsamle yderligere materiale, der kan underbygge sigtelsen.
Hvis en dommer opretholder anholdelsen i stedet for at varetægtsfængsle den sigtede, skyldes det typisk, at der efter dommerens opfattelse ikke er tilstrækkeligt grundlag for en fængsling på baggrund af de oplysninger, som den mødende anklager har fremlagt under grundlovsforhøret.
Nyt grundlovsforhør
Efter tre døgn skal der afholdes et nyt grundlovsforhør, og her skal en dommer igen tage stilling til, om mistanken mod den sigtede er stærk nok til, at det kan godtgøre en varetægtsfængsling.
Til Ritzau har politiet tidligere oplyst, at det var en mand, der blev fundet død på en adresse på Peter Fabers Vej søndag morgen.
Det er foreløbig uvist, hvad dødsårsagen er.