Mistænkt for voldtægt: Tog stoffer sammen
Mand tiltalt for voldtægter af tre kvinder var del af et misbrugsmiljø sammen med kvinderne, siger han.
En 29-årig mand tiltalt for voldtægt af tre kvinder var del af et misbrugsmiljø, før han blev varetægtsfængslet. Han kendte kvinderne, som alle var del af samme miljø som ham.
Det fortæller han i Retten på Frederiksberg onsdag.
På forskellige tidspunkter
- Vi har alle været i narkomiljøet. Jeg var i en forkert vennegruppe, hvor der blev taget mange stoffer. Vi tog kokain, GHB og røg hash - nogle gange hver dag.
Manden skal have voldtaget kvinderne på forskellige tidspunkter. Han er tiltalt for vold mod to af kvinderne, som han ifølge anklageskriftet også skal have taget kvælertag på under voldtægterne, indtil de besvimede.
Erkender samlejer
Manden har siddet varetægtsfængslet siden 19. maj 2022.
Han erkender, at samlejerne har fundet sted, men nægter, at det var uden kvindernes samtykke.
Alle tre kvinder havde en relation til manden. For to af kvinderne skal voldtægterne og volden have stået på over længere tid, lyder det i anklageskriftet. Det er de voldtægter, der indeholder anklager om vold.
Var venner
Anklageren stiller først spørgsmål til forholdet om den tredje kvinde. Her er der tale om et enkeltstående tilfælde. De to var venner, siger manden.
- Vi havde måske kendt hinanden i et år og gav udtryk for, at vi godt kunne lide hinanden, siger han.
Havde festet
Anklagemyndigheden mener, at han voldtog hende, mens hun var påvirket af GHB, kokain og søvn og derfor ikke kunne modsætte sig handlingen.
De havde været til fest og tog derefter hjem til kvinden. Han var også selv påvirket af både kokain, GHB og hash, fortæller han i retten.
-Var vågen
- Vi var påvirkede, og vi var trætte, men hun var vågen og ville gerne, siger han.
Han skal også have voldtaget hende analt - det nægter han.
- Under sex vil jeg ikke på noget tidspunkt jage noget op analt, fordi det gør man bare ikke. Jeg vil godt være sikker på, at modparten er indforstået med, at det er det, der skal foregå. Hun var med på den, siger han.
Anmeldte måneder efter
Den nye samtykkelov fra 1. januar 2021 betyder, at man skal give samtykke til samleje. Hvis begge parter ikke samtykker, er der tale om voldtægt.
Hovedbeviserne i sagen er vidneforklaringer, da kvinderne anmeldte episoderne, måneder efter at de havde fundet sted.
Manglede beviser
Anklagemyndigheden valgte i første omgang at lægge sagen ned grundet mangel på beviser, men efter klager fra kvinderne besluttede Statsadvokaten at genoptage deres sag.
Der ventes dom i sagen 1. december.