Melder sig selv efter alvorlig hændelse ved sygehus
Ifølge vagtchefen fra Københavns Vestegns Politi var knivstukket kvinde ikke patient på Hvidovre Hospital
En kvinde blev onsdag eftermiddag stukket i maven med en kniv ved Hvidovre Hospital.
Det fortæller vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Claus Stoltenberg.
Natten til torsdag oplyser politiet, at kvinden er uden for livsfare.
Hun er mellem 25 og 30 år gammel.
Onsdag eftermiddag
Politiet fik anmeldelse om knivstikkeriet omkring klokken 15.45 onsdag eftermiddag.
Og omkring klokken 22.20 indfinder en mand, som politiet har efterlyst i forbindelse med hændelsen, sig på politistationen med en forsvarer, oplyser Claus Stoltenberg.
Manden, der også er mellem 25 og 30 år gammel, er blevet anholdt.
Torsdag skal han afhøres, hvorefter politiet vil tage stilling til, om der er grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Kender hinanden
Politiet oplyste til at starte med, at det formodede, at de to involverede havde et samlivsforhold.
Natten til torsdag oplyser vagtchefen dog, at det langtfra er sikkert.
De to personer kender dog hinanden, oplyser han.
Kvinden var ikke patient på Hvidovre Hospital.