Kvinder knalder flaske i hovedet på stor dreng
22-årig kvinde er varetægtsfængslet efter batalje på Rådhuspladsen i København
Københavns Politi har sigtet en 22-årig kvinde for grov vold, efter at en 16-årig dreng natten til fredag blev overfaldet på Rådhuspladsen i København.
Kvinden blev fremstillet i grundlovsforhør fredag eftermiddag og varetægtsfængslet i 12 dage for at slå den 16-årige i hovedet med en flaske, så han fik en flænge, der var en til to centimeter dyb, på halsen og en mindre flænge på kinden.
Den unge kvinde nægter sig skyldig, men erkendte i grundlovsforhøret at have slået en person med en flaske.
- Lagde an på mig
Politiet modtog anmeldelsen om hændelsen klokken 02.07. I grundlovsforhøret fredag forklarede den 22-årige, at hun sammen med nogle venner - efter at have været på natklub - havde sat sig ved springvandet på Rådhuspladsen for at drikke noget alkohol.
Tre mænd henvendte sig, og ifølge den 22-årige begyndte de at lægge an på hende og hendes venner.
Afviste dem
Efter at have afvist en af dem - og gjort grin med en af mændene, der faldt i springvandet - blev den 22-årige skubbet i springvandet, hvilket gjorde hende vred.
Hun samlede derefter en flaske op, fordi manden, der havde skubbet hende i springvandet, ifølge den 22-årige virkede til, han ville slå hende.
Den 22-årige slog derefter manden med flasken.
Slog ham omkuld
Det gjorde manden vred, og han gik mod hende "med et ondt blik i øjnene", hvorefter hun slog ham i ansigtet med en knytnæve, så han gik omkuld, forklarede den 22-årige fredag.