Knudsens nedtur: Vold og vanvidskørsel
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har rejst tiltale mod den 60-årige kendisfrisør Dennis Knudsen
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har med påstand om fængselsstraf tiltalt kendisfrisøren Dennis Knudsen for blandt andet vanvidskørsel for en hændelse på Aarhus Havn i sommer.
Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.
Anklagemyndigheden mener, at Dennis Knudsen har gjort sig skyldig i legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, da han påkørte en ansat ved færgelejet flere gange.
Erkender delvist
- Min klient erkender i vid udstrækning de faktiske omstændigheder, og at han har overtrådt færdselsloven, men han nægter, at hans kørsel udgør en overtrædelse af straffeloven, siger Knudsens forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, til Ekstra Bladet.
I anklageskriftet er det beskrevet, at han 28. juli tidligt på aftenen kørte mod den ansatte i sin Audi med høj fart.
Måtte sprænge op på kølerhjelm
Med kort afstand til den ansatte bremsede han og påkørte vedkommende med lav fart. Ifølge tiltalen gassede han herefter op adskillige gange og påkørte vedkommende igen.
Til sidst måtte den ansatte springe op på bilens kølerhjelm for at undgå at blive påkørt yderligere ifølge tiltalen.
Er retten uenig i, at der er tale om legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, mener anklagemyndigheden, at der er tale om fareforvoldelse.
Har undskyldt
Den 60-årige frisør er også tiltalt for hærværk, idet han rev bommene af ved færgelejet i Aarhus, ligesom Knudsen skal have ødelagt tre computerskærme inde på Molslinjens driftscenter på havnen.
Dennis Knudsen har selv fortalt om hændelsen ved Molslinjen i Aarhus, umiddelbart efter at det skete i juli. Knudsen undskyldte til de involverede mennesker.
Bilen skal konfiskeres
Ifølge anklageskriftet fra Østjyllands Politi skal hændelsen koste Dennis Knudsen hans førerret. Den er allerede blevet midlertidigt inddraget efter hændelsen på havnen.
Anklagemyndigheden mener også, at Dennis Knudsens Audi skal konfiskeres.
Det har domstolene mulighed for at gøre, når der er tale om sager om vanvidskørsel.