Knivmorder bliver udvist
En 37-årig mand blev stukket med kniv i hjertet og lungen i en lejlighed i Hobro i sommeren 2022
En 41-årig mand er mandag blevet idømt 12 års fængsel for et knivdrab, der blev begået i Hobro i juni 2022.
Han er desuden blevet udvist af Danmark for bestandig.
Det oplyser Retten i Aalborg på sin hjemmeside.
Offeret var en 37-årig mand.
Nægter sig skyldig
Den tiltalte har syrisk baggrund. Han nægtede sig skyldig, men erkendte i retten, at han havde været til stede på gerningstidspunktet i lejligheden, hvor drabet blevet begået.
Efter drabet stak han af fra Danmark og blev efterlyst internationalt.
Efter få dage blev han dog anholdt i den italienske storby Milano og udleveret til Danmark.
Drabet blev begået i en lejlighed på Randersvej i Hobro. Her blev offeret stukket og snittet med en kniv syv gange. Et dødeligt stik ramte hjertet og den ene lunge.
Var enige
Offeret var syrer - ligesom gerningsmanden.
Sagen blev ført som en nævningesag, og alle dommere og nævninger var enige om resultatet.
Den tiltalte udbad sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.