I nat: Mand svært tilskadekommen efter slag i hovedet med økse
En mand er på hospitalet, efter at han blev slået i hovedet med en økse natten til tirsdag på Amager
En mand er natten til tirsdag blevet slået i hovedet med en økse på Sundholmsvej på Amager.
Det oplyser Stefan Ladeby, der er vagtchef i Københavns Politi, tidligt tirsdag morgen.
Politiet har anholdt tre mænd, som formodes at stå bag.
Kan ikke oplyse tilstand
Vagtchefen oplyser, at manden er svært tilskadekommen, men kan ikke oplyse, om han er i livsfare.
Han er bragt til hospitalet.
De tre mænd, hvis alder politiet ikke kan oplyse, blev alle anholdt ved gerningsstedet.
Politiet vil hellere ikke oplyse alderen på offeret.
Ukendt om der er relation
Vagtchefen vil heller ikke oplyse, om der er en relation mellem offeret og de formodede gerningsmænd, eller om hændelsen har forbindelse til bandemiljøet.
Tirsdag morgen omkring klokken 05.00 er politiet fortsat til stede på Sundholmsvej. Tilstedeværelsen formodes dog ikke at påvirke trafikken.
Københavns Politi fik anmeldelse om hændelsen klokken 01.06 natten til tirsdag.