I kritisk tilstand efter ulykke
Politiet opfordrer til, at man finder en alternativ rute, efter færdselsulykke i Roslev i Skive Kommune
En knallertfører er i kritisk tilstand, efter at der torsdag eftermiddag er sket en færdselsulykke mellem en bil og en knallert i byen Roslev i Skive Kommune.
Det bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi over for Ekstra Bladet.
Knallertføreren er blevet fløjet til hospitalet.
Vagtchefen kan ikke oplyse præcist, hvor knallertføreren er blevet fløjet hen.
Bilinspektør tilkaldt
- Bilisten, tror jeg ikke, er kommet alvorligt til skade, siger vagtchef Ole Vanghøj.
Derudover oplyser vagtchefen, at en bilinspektør - en teknisk ekspert med speciale i blandt andet trafikulykker - skal ud på stedet.
Find en anden rute
Ulykken er sket på Rybjergvej, og politi og redning er på stedet.
Politiet opfordrer til, at man finder en alternativ rute.
Alarmcentralen fik anmeldelsen klokken 16.39, skriver Ekstra Bladet.