Her skal Louise-sagen afgøres
Retten i Glostrup har torsdag fundet nye datoer til at afslutte sag om drab på den 32-årige Louise Borglit
Retssagen mod den 30-årige mand, som er tiltalt for at have dræbt Louise Borglit i 2016, vil have været ti måneder undervejs, inden retten formentlig kan afsige dom.
Ifølge Ekstra Bladet har Retten i Glostrup afsat nye datoer til at afslutte sagen i marts 2024.
Onsdag udsatte retten de sidste retsmøder i sagen, fordi et spørgsmål om, hvorvidt hemmelige optagelser kan bruges som bevis, skal forbi Højesteret.
Stod uden gerningsmand
32-årige Louise Borglit var gravid, da hun blev dræbt med adskillige knivstik i november 2016 i Elverparken i Herlev.
Længe lignede det, at politiet stod uden en gerningsmand, indtil en mand blev sigtet for drabet i 2022.
Her kom det også frem, at politiet havde indsat en infiltrator fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), som gik under navnet "Frank", i fængslet, imens den mistænkte afsonede en anden dom.
Kalder afhøring ulovlig
Retssagen, som begyndte i maj i år, er blevet afbrudt tidligere, fordi først Retten i Glostrup og siden Østre Landsret skulle vurdere, om optagelserne kunne bruges som bevis.
Ifølge mandens forsvarsadvokat har optagelserne karakter af en ulovlig politiafhøring.
Retten i Glostrup nåede frem til, at de fleste af optagelserne kunne bruges i sagen, men ikke alle. Siden besluttede Østre Landsret at tillade alle optagelser.
Til Højesteret
Den afgørelse indbragte forsvarsadvokaten for Procesbevillingsnævnet, som er en instans, der tager stilling til, om sager skal behandles i Højesteret.
Ud over at finde nye datoer i kalenderen skulle retten også beslutte, om den tiltalte skal forblive varetægtsfængslet.
Ifølge Ekstra Bladet var retten enig med anklageren i, at han skulle sidde varetægtsfængslet ind til byrettens dom.