Formand skal i fængsel for svindel

Det Danske Drengekor blev snydt af sin egen tidligere formand. Hun har tilstået mandatsvig i retten

Offentliggjort Sidst opdateret

Den tidligere kasserer og formand for Det Danske Drengekor har over for en dommer tilstået, at hun svindlede for mere end en million kroner.

Tilståelsen i sagen faldt torsdag i Retten i Lyngby, hvor resultatet blev en dom på ubetinget fængsel i et år og seks måneder.

Samtidig forpligtes den 53-årige kvinde til at erstatte det tab, hun har påført Det Danske Drengekor.

Forsvareren for den tidligere formand er advokat Ulrik Lunn, og han oplyser, at dommen er anket til Østre Landsret med krav om en mildere dom.

Til private indkøb

Kvinden fra Hellerup brugte adskillige gange korets midler til private indkøb hos Peter Beier, Netto, Elgiganten og andre steder, fremgår det af et dokument fra Nordsjællands Politi.

Den såkaldte retsmødebegæring fortæller dog, at langt de fleste af pengene blot blev overført til kvindens private konto.

I alt lød anklagemyndighedens påstand, at Det Danske Drengekor mistede omkring 1,7 millioner kroner ved kvindens mandatsvig, bedrageri og dokumentfalsk.

Det indgår også i den økonomiske kriminalitet, at hun søgte om donationer til Det Danske Drengekor, men i stedet fik overført pengene til sin egen bankkonto.

Retten i Lyngby har behandlet en sag om mandatsvig og bedrageri mod Det Danske Drengekor. (Arkivfoto).

Er tilfredse

Dommen mødes med tilfredshed af Det Danske Drengekor, har korets talsperson, Mia Stenberg, oplyst til TV Kosmopol.

Den dømte er i dag førtidspensionist, og koret frygter derfor, at hun ikke er i stand til at betale koret tilbage.

- Jeg tror, vi må ud og finde pengene et andet sted, har Mia Stenberg sagt til tv-stationen.

Under torsdagens retsmøde mente anklageren, at straffen burde være fængsel i to år.

Dato ukendt

Hvornår Østre Landsret kan tage fat på sagen og afgøre, om der er grund til at formilde straffen, vides endnu ikke.

I nogle tilfælde bruges samfundstjeneste som alternativ til ubetinget fængsel, og af og til sker det, at en straf skæres over i to, så den indeholder både en ubetinget og en betinget del.

Powered by Labrador CMS