Advokat sendt bag tremmer
Advokat lånte penge fra sin klientkonto ud til dømt storsvindler
På advokatfirmaets klientkonto stod der millioner af kroner, og dem kunne advokat David Nikolaj Nielsen ikke lade stå i fred. Han lod sig lokke til at låne pengene til en svindler, og det endte med at ramme hans egne klienter.
Det koster ham nu en fængselsstraf på tre et halvt år. Og indtil videre må han ikke drive advokatvirksomhed.
23 millioner
Det er Retten på Frederiksberg, som mandag har afsagt dom i sagen, hvor advokaten valgte at lægge kortene på bordet og tilstå underslæb for knap 23 millioner kroner, oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi.
Advokaten havde egen virksomhed, Rachat-Nielsen Advokater, på Dronningensvej på Frederiksberg. David Nikolaj Nielsen hed dengang David Rachat-Nielsen.
I en periode fra september 2021 til juni 2022 valgte advokaten at bruge penge fra firmaets klientkonto. Pengene blev udlånt til Martin Storm Rasmussen, der i sommer blev idømt fem års fængsel for bedrageri for 210 millioner kroner.
Var en god ven
Storm Rasmussen var involveret i en række selskaber, blandt dem Fauna Energi. Her var Daniel Nikolaj Nielsen bestyrelsesformand.
Dagbladet Børsen var mandag til stede i Retten på Frederiksberg og refererer advokaten for at have fortalt, at han opfattede Martin Storm Rasmussen som en god ven.
Derfor lod han sig narre og blev fristet til at anvende pengene på klientkontoen, som er betroede midler, og som advokatfirmaet ikke må råde frit over.
Det var dumt
- Jeg vidste jo godt, det var forkert og dumt, men af uransagelige grunde gjorde jeg det alligevel. Jeg stolede på ham og havde den opfattelse, at han var rig, sagde David Nikolaj Nielsen ifølge Børsen ved mandagens retsmøde.