25-årig fængsles for at køre fra hjælpeløs mand

En 25-årig mand nægter sig skyldig i at have kørt fra en 37-årig mand i hjælpeløs tilstand

Offentliggjort Sidst opdateret

En 25-årig mand er blevet varetægtsfængslet i to uger for en påkørsel af en 37-årig mand i Allingåbro fredag.

Det oplyser Dorthe Lysgaard, som er anklager hos Østjyllands Politi, til B.T.

Manden er søndag formiddag blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

Nægter sig skyldig

Den 25-årige er sigtet for flugten efter påkørslen og for at efterlade manden i hjælpeløs tilstand, skriver B.T. Den 25-årige nægter sig skyldig.

Manden meldte sig til politiet lørdag, hvor han blev anholdt.

Ifølge TV 2 Østjylland blev dørene lukkede ved grundlovsforhøret. Derfor kommer de nærmere detaljer, om hvad manden eventuelt har forklaret, ikke frem i offentligheden.

Kendte ikke hinanden

Men ifølge mediet kom det frem, at politiet mener, at påkørslen kan være sket torsdag aften.

Østjyllands Politi fik fredag klokken 10.05 en anmeldelse om en livløs mand i vejkanten ved Nordkystvejen i Allingåbro.

Den 37-årige mand blev erklæret død, kort tid efter at politiet ankom.

I en pressemeddelelse lørdag oplyste Østjyllands Politi, at efterforskningen ikke tyder på, at den 25-årige og den 37-årige kendte hinanden.

Powered by Labrador CMS