21-årig mand er død efter overfald
En 21-årig mand har mistet livet, efter at han blev udsat for vold i Brønshøj
En 21-årig mand, som natten til mandag blev udsat for et overfald i Brønshøj, er død af sine skader mandag aften.
Det skriver Københavns Politi på det sociale medie X, som tidligere gik under navnet Twitter.
En 19-årig mand blev tidligere mandag varetægtsfængslet for drabsforsøg i sagen.
Hjernedød
I forbindelse med at sigtelsen blev læst op ved et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg mandag eftermiddag, kom det frem, at den 21-årige var erklæret hjernedød.
Det fremgik også, at politiet mener, at der er flere uidentificerede medgerningsmænd.
Ifølge politiets sigtelse blev offeret tildelt adskillige spark og slag, nogle af dem muligvis med genstande.
Nægter sig skyldig
Den sigtede 19-årige nægter sig skyldig.
Københavns Politi skriver på X, at man fortsætter den brede og omfattende efterforskning, der er i gang i sagen.
Politiet forventer ikke, at det kan udtale sig mere om sagen mandag aften.
I forbindelse med efterforskningen har Københavns Politi arbejdet i området Pilesvinget i Brønshøj.
Navneforbud
Der er nedlagt navneforbud for både den sigtede og den dræbte i sagen. Dermed er det strafbart at komme med oplysninger, som kan identificere dem.
Sagen blev anmeldt til politiet klokken 02.38 mandag.