15-årig dreng dræbt med kniv i Grenaa: Jævnaldrende anholdt
En 15-årig dreng er blevet dræbt i forbindelse med et knivstikkeri på Stationsplads i Grenaa
En 15-årig dreng er afgået ved døden efter et knivstikkeri på Stationsplads i Grenaa.
Det fortæller Østjyllands Politi, som har anholdt en ligeledes 15-årig dreng, der er mistænkt for at stå bag drabet.
Anmeldelsen om knivstikkeriet indløb kort før klokken 18. Den 15-årige blev kørt væk i ambulance, men overlevede ikke.
Det er tragisk
- Det er voldsomt tragisk, at så ungt menneske er blevet dræbt, og det er naturligvis en sag, vi har arbejdet intensivt med siden anmeldelsen.
- Det er for tidligt at sige noget om motivet endnu, men vi vil gøre alt, vi kan, for hurtigt at finde frem til, hvad der præcist er sket, siger politiinspektør René Raffo i en pressemeddelelse.
Søger vidner
Østjyllands Politi afgør formentlig mandag, om der er grundlag for at fremstille den mistænkte i grundlovsforhør.
Politiet har talt med vidner i sagen, men hører gerne fra andre, der har hørt eller set noget.