Voldtog og mishandlede kæreste
Københavns Byret har fredag fundet en mand, der tidligere er dømt, skyldig i at mishandle sin kæreste
En 32-årig mand er fundet skyldig i voldtægt, mishandling og adskillige tilfælde af grov vold mod en kvinde, han dengang var kærester med.
Skyldkendelsen er afsagt i Københavns Byret fredag.
Manden voldtog kæresten ved at gennemføre samleje med hende uden hendes samtykke - også selv om hun græd og bad ham om at stoppe.
Råt og brutalt
Retten har desuden fundet det bevist, at manden har udsat den tidligere kæreste for vold af rå og brutal karakter i sådan en grad, at der er tale om mishandling.
Den 32-årige har blandt andet kastet med et fjernsyn, der ramte kæresten i nakken. Han har også slået hende med en gummihammer.
I forbindelse med skyldkendelsen har retten lagt vægt på kærestens vidneforklaring, der vurderes at være troværdig og sammenhængende.
Eskalerede til dagligt
Hun har tidligere forklaret, at volden startede tre til fire måneder inde i forholdet, og at det herefter eskalerede og skete dagligt.
Kæresten blev opsagt fra sit arbejde på grund af højt sygefravær, fordi hun meldte sig syg, når hun havde tydelige skrammer og blå mærker. Det har hun tidligere sagt i retten.
Den 32-årige er fundet skyldig i alle 13 forhold, som han var tiltalt for.
Stalking og trusler
Det dækker også over stalking, trusler, frihedsberøvelse og psykisk vold mod den tidligere kæreste.
Han har blandt andet krævet, at kæresten skulle stå for alt det huslige arbejde og opvarte ham.
Hvis han var utilfreds med hendes arbejde, udtrykte han det for eksempel ved at hælde madvarer på gulvet, hvorefter han krævede, at hun gjorde rent igen.
Kræver forvaring
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at manden idømmes forvaring.
Det er en tidsubestemt sanktion til særligt farlige personer, og hvor det ikke vurderes, at det ikke er tilstrækkeligt med en tidsbestemt straf til at beskytte samfundet mod personens farlighed.
Derfor er han blevet mentalundersøgt. Her er det kommet frem, at den 32-årige ikke er sindssyg, men at han mangler empati og er grænsesøgende.
Forbindelse til rockermiljøet
Han er i forvejen dømt i flere straffesager. Som teenager blev han dømt i en sag om grov vold med døden til følge.
Manden har tidligere også haft en vis tilknytning til rockermiljøet.
Af mentalundersøgelsen fremgår det, at Retslægerådet finder forvaring påkrævet. Rådet henviser blandt andet til, at der er høj risiko for, at den 32-årige begår personfarlig kriminalitet og seksualforbrydelser igen.
og Retten fulgte retslægerådets anbefaling og idømte manden forvaring.