Voldtaget efter Northside
Manden tog angiveligt fat i kvinden og tvang hende ind i et buskads
Politiet søger vidner i en sag om et seksuelt overgreb i forbindelse med NorthSide Festival i Aarhus, som angiveligt fandt sted lørdag aften på Brabrandstien.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvor de beder offentligheden om hjælp i sagen.
Tvang kvinde i et buskads
Episoden fandt sted lørdag aften omkring 22.30, hvor en mand angiveligt råbte efter en 44-årig kvinde, da de krydsede hinanden ved Eskelundvej mellem nummer fire og otte.
Herefter tog han angiveligt fat i kvinden og tvang hende ind i et buskads mellem nogle høje træer for dernæst at skubbe hende ned på jorden og udsætte hende for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, skriver politiet.
Så du kvinden eller episoden?
Kvinden rejste sig efterfølgende op og løb tilbage mod festivalpladsen.
Politiet vil gerne i kontakt med både kvinden og vidner, som gik på stien, da episoden fandt sted.
Sådan ser gerningsmanden ud:
Gerningsmanden beskrives på følgende måde:
- 25-30 år gammel.
- Ca. 170-172 cm høj.
- Buttet/kraftig af bygning.
- Lidt mørk i huden.
- Mørkt/sort hår, der var klippet tæt ind til hovedet i siderne og noget længere på toppen.
- Var iført en mørk, tynd sportsjakke med høj hals og lynlås foran.
Politiet kan kontaktes på 1-1-4, hvis man var vidne til episoden og har set kvinden blive voldtaget. Politiet hører ligeledes gerne fra personer, som har set gerningsmanden før, under eller efter overgrebet.