Voldsomt skyderi i nat - politiet efterforsker intenst

Klokken 01.45 natten til tirsdag fik Københavns Politi anmeldelse om skyderi på Frederiksberg i København

Offentliggjort Sidst opdateret

En frisørsalon på Frederiksberg Allé i København er natten til tirsdag blevet ramt af adskillelige skud.

Det oplyser Københavns Politi.

- Klokken 01.45 får vi en anmeldelse om skyderi ude på Frederiksberg, siger Espen Godiksen, der er vagthavende ved Københavns Politi.

- Vi kommer frem i området og på Frederiksberg Allé 4, ligger der en frisørforretning, der hedder Bladi Cuts. Den kan vi konstatere, at der er blevet skudt ind gennem vinduet på med adskillelige skud, siger vagtchefen.

Ingen ramt

Ifølge politiet er ingen personer kommet til skade.

En frisørsalon på Frederiksberg Allé i København er natten til tirsdag blevet ramt af adskillelige skud, oplyser Københavns Politi.

- Vi arbejder fortsat på stedet derude, og det vil vi gøre i nogle timer endnu, siger Espen Godiksen.

Vagtchefen kan ikke uddybe, om politiet arbejder ud fra en mistanke om et bestemt motiv, eller om der er nogle mistænkte i sagen.

- Vi har en større efterforskning i gang, siger Espen Godiksen.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi

Powered by Labrador CMS