Voldsomt overfald ved Netto
En 18-årig mand er sigtet for røveri
En 17-årig dreng blev stukket med en kniv i siden og tildelt flere slag, hvorefter flere gerningsmænd tog hans mobil og nogle nøgler.
Knivoverfaldet fandt sted ved et busstoppested på Søren Frichs Vej i bydelen Åbyhøj ved Aarhus mandag aften mellem klokken 21 og 21.45.
En 18-årig mand blev natten til tirsdag anholdt på sin bopæl i Aarhus. Han er nu sigtet for røveri.
Det oplyser Østjyllands Politi i deres døgnrapport.
Søger vidner
Den 17-årige dreng kom umiddelbart ikke alvorligt til skade i forbindelse med overfaldet.
Den 18-årige har tirsdag været i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Der formodes at være flere gerningsmænd involveret i sagen.
Østjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med vidner til overfaldet mandag aften omkring busstoppestedet ud for Søren Frichs Vej 53B – tæt på Netto.
Man bedes kontakte politiet på telefon 114, hvis man har oplysninger i sagen.